Alone (2020)

Det er ikke fordi, udgangspunktet er hverken originalt eller nytænkende. Men eksekveringen af denne velkendte katten efter musen-thriller sidder bare ret tæt på bull's eye. "Alone" leverer en uhygge, der går under huden og som lukrerer på en begavet inddragelse af den vilde naturs egne rammer.

En ny start

Den unge Jessica (Jules Willcox) har netop besluttet af flytte ud af byen. Hun er for nyligt blevet enke og har brug for en ny start. Med en trailer spændt efter sin lysegule Volvo 240 herregårdsvogn automatic kører hun ad smukke skov- og bjergveje mod et nyt sted.

På de øde landeveje

Men derude på de meget øde landeveje bliver hun bremset af en særdeles langsomtkørende Jeep. Da hun endelig får chancen for at overhale, gasser manden bag rattet op. Senere støder de to på hinanden på en tankstation, og han lader til oprigtigt at undskylde sin opførsel.

Ren overflade

Men det skal – som ventet – vise sig at være ren overflade. Den smilende mand med de meget store briller er nemlig alt andet end venlig, og snart er Jessica fanget i mandens skovhyttekælder! Da det med en god portion snarrådighed lykkes hende at stikke af, starter en vanvittig nervepirrende flugt gennem enorme skovområder.

Lyddesign på naturens præmisser

Hvis vi ser bort fra en periodisk musikudspartling, der er lige i overkanten, lykkes "Alone" flot med at forme et lyddesign på den vilde naturs egne præmisser. Masser af  – ganske vist forstærkede – regn-, torden-, blæst- og fuglelyde sætter rammen (eksekveret til tårevædet perfektion under slutteksterne.)

Jerngrebsspænding

Men ellers er det bare jerngrebsspændingen, der fungerer optimalt fra ende til anden. Det er svært ikke at blive grebet af den helt universelle kamp/flugt-stemning, når den er så gedigent veltimet og veldoseret... og i øvrigt stråler dybt troværdigt ud af Jules Wilcox og Marc Menchacas dygtige skuespil.