Tak fordi du kom, Nick (1941)

Svend Methling iscenesatte her med store anmelderroser dramatikeren Kjeld Abells manuskript om en bourgeoisifrue, der føler sig ligeså arbejdsløs, som dén forhutlede mand, hun lukker ind fra gaden for at få lidt spænding i hverdagen.

"Tak fordi du kom, Nick" fik premiere året efter tyskernes besættelse af Danmark og indgår således i pakken af film med manglende konkurrence udefra. De fem år formede på flere niveauer et uventet opsving for dansk film.
 

Der er takter i retning af at ville noget lidt andet end den samtidige gennemsnitskomedie. Og det kan være, at du bliver fanget ind af fornyelsens stemning især i den indledende halve time. Men helt generelt må det desværre konstateres, at filmen er både tam og utroværdig. Den meget lineære historie bliver skåret ud i pap fra begyndelsen, og det er i hvert fald ikke overraskelsen, der præger billedet. De studioptagede optrin er snarere tørre i den reelle komik og ufrivilligt komiske i det tiltænkt samfundsmoralske sidetema.

Begivenhederne fortælles i lange flashbacks med udgangspunkt i den for samtidspublikummet mystificerende og tankevækkende indledning, hvor fru Herbert (Karen Nellemose) og Nick (Sigfred Johansen) følges om bord på et aftentog af direktør Herbert (Gunnar Lauring). Snart kommer vi lidt tilbage i tiden, hvor fru Herbert som den småsnobbede hjemmegående overklassedame spotter "en arbejdsløs" uden for sit hus. Det er Nick (Sigfred Johansen), der skal til at banke på, og han ligner i parentes bemærket på intet tidspunkt "en arbejdsløs". Ikke desto mindre smider han lidt senere fødderne op med sko på i fruens sofa! Fru Herbert får ved det uventede besøg et tiltrængt afbræk fra sin hjemmegående kedsomhed, og hun varter op og byder nok også op til en mindre erotisk dans i direktørens fravær.

Hele handlingen foregår indendørs med ganske få udendørsperspektiverende glimt, og dét faktum fordrer en fænomenal historie at holde interessen fanget i. Den får vi desværre slet ikke, og tilbage er det filmiske samvær med primært Nellemose/Johansen, der nok slår et par fine gnister, men som aldrig helt fænger.