Sytten (1965)

Få år inden frigivelsen af den skriftlige pornografi og en lille håndfuld år før ophævelsen af voksencensuren og billedpornografien blev denne, Annelise Meineches instruktørdebut, en sensation, der solgte tonsvis af biografbilletter og endte med et overskud på over 3 millioner kroner.

Soyas roman "Sytten" havde vakt generel forargelse, da den udkom ti år tidligere, men i 1965 var danskerne så alligevel blevet klar til at se om en 17-årig drengs kønslige kvababbelser på det store lærred.
 

Lad det være sagt med det samme: Ole Søltoft er ikke med sine 24 år nogen troværdig 17-årig. Han er i det hele taget ikke troværdig, og filmen slet ikke. Det folkekomiske snit er indrammet i en sødladen, glansbilledeglinsende kulisse – handlingen udspiller sig i 1913 – og det tiltænkt kinky og vovede giver næppe mange stådreng/pige i dag. Det er selvfølgelig heller ikke nødvendigvis Meineches dagsorden. Men den primære grund til, at filmen solgte så mange billetter, var uden tvivl frem for alt den menige danskers spinkle håb om at se konturerne af et sæt bryster eller antydningerne af en buksebule.

Dét er der ikke meget af i filmen, der aldrig når nogen form for klimaks – andet end måske det overpjattedes. Ole Søltoft slår her sin senere så varemærketypiske, manierede spillestil an, men det er alligevel Ghita Nørby, der går mest i overgearets hysteriske omdrejninger.

Mindre birolleskuespillere slipper lidt mere hæderligt af sted: Bedst er Lily Broberg som den halvgamle stuepige frk. Rosegod, blandt andet fordi hun er den eneste, der evner at udstråle en form for troværdig liderlighed! At det så er knapt så plausibelt, at kvinderne falder på stribe for Søltofts charme er en anden sag. Man vi må jo forsøge at lukke øjnene og forestille os en smækker, gudeskøn teenager på seksuel forsøgskurs.

Og dét er, hvad handlingen drejer sig om: Gymnasiedrengen Jacob (Søltoft), der kommer på landgræs blandt vakse piger og opdager, at han med fordel kan bruge dilleren til andet end at onanere – noget, han i øvrigt gør med stor skam.


Da skabsbøsseapotekeren (Ingolf David) får en ledig stund med Jacob, fører det til følgende urkomiske dialog, der i øvrigt ejer 0 % situationsfornemmelse:

Apotekeren: Onanerer du?
Jacob: Nej, det gør jeg aldrig!
Apotekeren: Ved du, hvad det er at onanere?
Jacob: Ja.
Apotekeren: Hvor kan du vide, hvad det er, når du ikke gør det?
Jacob: Det er nogle af mine skolekammerater, der har fortalt mig om det!
Apotekeren: Næsten alle unge mænd er selvbesmittere, men der er mange, der siger nej, når man spørger dem.
Jacob: Jamen, jeg gør det ikke!
Apotekeren: Jeg vil sige dig, det letter at tale ud om tingene.
Jacob: Jamen, jeg gør det altså ikke!
Apotekeren: Du behøver ikke at skamme dig...

Herefter foreslår den desperate apoteker, at de onanerer sammen! De kan jo bare gøre det ved siden af hinanden, og bagefter bede Vorherre om forladelse. Men Jacob forlader lokalet, fuld af foragt.

Filmens velsagtens "frækkeste" scene opstår i de døende minutter, hvor Jacob er på vej hjem fra sit landophold igen. Nu fuld af seksuel selvtillid går han i mamelukkerne på en flirtende medpassager. Så kan hun lære det!
 

Annelise Meineches iscenesættelse ejer ikke skyggen af hverken teknisk eller fortællemæssig tæft. Filmen er urkomisk, men ikke fordi, den vil være komedie. Den er lattervækkende, fordi den komplet mislykkes i både sit historiske, erotiske og samfundskritiske forehavende – og er en hån mod Soyas forlæg. "Sytten" har i dag ene og alene dén værdi, at den blev springbræt til næste årtis overflod af danske erotiske lystspil, men ladt alene er den både ubehjælpsom, krukket og åndsforladt. Overraskende mange dagbladsanmeldere var begejstrede for filmen.