Rejsen til isens indre (2022)

    Hvad kommer der til at ske med indlandsisen, og hvad betyder bl.a. øgede mængder af regn og sne for smelteprocesserne?


    MARKANT INDSIGT

    Fotografisk ekskvisit og roligt fortalt klima-dokumentar, der allerede i anslaget serverer en lækker cliffhanger: Filmens instruktør, medfotograf og protagonist, Lars Henrik Ostenfeld, fortæller nemlig, at han skal ”Into the Ice”, som titlen proklamerer. Dokumentaren kommer således til at give et ret enestående indblik i meget af det, der ellers er ukendt land… eller rettere is.

     

     

    Men først skal der forsøgsvis redegøres lidt bredere på store emner som indlandsis og klima-udfordringer: Dokumentaren er hermed undersøgende udi, hvad der kommer til at ske med indlandsisen, og hvad bl.a. øgede mængder af regn og sne betyder for smelteprocesserne.

     

    Kreativt forklarende indblik

    Vi får også kreativt forklarende indblik i klimaforandringernes aftryk: Blandt andet er det som følge af de meget forhøjede temperaturer på toppen af Grønland muligt at dyrke yoga midt på isen kun iført underdrenge.

     

    Klimaets tilstand går under huden

    En af forskerne, der er med Ostenfeld ude på isen, forklarer om fænomenet ”The burden of awareness” – når du bliver opmærksom på udviklingen og omstændighederne på kloden, får du det dårligt. Det er det modsatte af lykkelig uvidenhed. Men når først man har bevæget sig ud på dyb is, er der ingen vej tilbage: Klimaets tilstand går under huden.

     

    Vild natur og råt vejr

    For alle med en fascination af vild natur og hårdt vejr på den nordlige halvkugles udposter udgør ”Into the Ice” en ekstra fascinerende dokumentation af overlevelse under udfordrende forhold, mens forskningen og ekspeditionen står på. Det kræver fx mod og mandshjerte at gennemleve en flere dage lang snestorm med blot et par millimeters teltdug som beskyttelse.

     

    Udsigterne er dystre

    Lars Ostenfeld lykkes meget overbevisende i sin skildring af forskerlivet i den grønlandske vildskab. Balancen mellem det observerende, neutrale og de mere faktuelt nedslående klimaperspektiver tipper således (næsten) ikke over i det hverken melodramatiske eller patetiske. At udsigterne er dystre, står dog klart, men de er serveret med en viden og i en perspektivering, der giver et markant indsigt.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2022, Danmark/KortDok, Dokumentar, 86 min.

    Dansk titel: Into the Ice
    Instr: Lars Ostenfeld Prod: Stefan Kloos, Malene Flindt Pedersen, Signe Skov Thomsen Manus: Lars Ostenfeld Foto: Kristian Eidnes Andersen, Lars Ostenfeld Klip: Marion Tuor
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CPH - DOX:Award-nominering