Ikke en sånn fyr (2022)

Dokumentaristen Signe Rosenlund-Hauglid forsøger her at komme helt tæt på en svær problematik, som hun selv har oplevet på egen krop og psyke: Når en mand overtræder en kvindes grænser og har sex med hende uden hendes samtykke, kan det gå gruelig galt, og "Ikke en sånn fyr" peger – oplagt debatskabende – på dén stigende frekvens af voldtægts-anmeldelser, der også slår rod i Danmark — i kølvandet på bl.a. #MeToo-bølgen og et vigtigt større fokus på (seksuelle) overgreb i det hele taget.

Anonymiserede rekonstruktioner

Signe Rosenlund-Hauglid søger forklaringer fra tre dømte unge norske mænd: De har alle afsonet eller er i gang med at afsone en fængselsstraf for såkaldte festvoldtægter – en form for overgreb, der står for 40 % af alle anmeldte voldtægter i Norge i dag. Mændene er anonyme i filmen, men vi hører deres stemmer i interviews, og tre skuespillere sætter som variation bevægelser på forløbene i fine rekonstruktioner og “interview-seancer”.

Efterstræbt upartisk

Rosenlund-Hauglid interviewer selv de tre mænd – mens kameraet er stift rettet mod hendes eget ansigt. Reelt opleves dette noget skævvridende for det i hvert fald efterstræbt upartiske i dette blik på en vanskelig diskussion. Ingen tvivl om, hvad dokumentaristen og hermed den krænkede kvinde føler – mere udflydende er det, hvad mændene, der anklages for voldtægt, føler.

Vanskeligt at gradbøje

For selvom dokumentarfilmen prøver at sætte skarp fokus på netop mændenes situation og tanker, får man som tilskuer kun et ganske overfladisk indtryk af deres version af det helvede, de er havnet i. Fordi det eneste "rigtige", de i sidste ende kan sige, er, at de var skyldige. Sådan opleves det desværre, og det synes at være et faktum, det er vanskeligt at gradbøje.

Anmassende musik

Flotte billeder af norsk natur perspektiverer de lidt stive interview-situationer, men den yderst anmassende og skingre underlægningsmusik gør i høj grad dette blot 40 minutter lange dokumentariske indblik en kæmpe bjørnetjeneste.