Johnny Handsome (1989)

Klemt inde mellem 1980'er-kitsch-actionbraget Red Heat (1988) med Arnold Schwarzenegger og Nick Nolte/Eddie Murphy-2'eren Another 48 Hrs. (1990) fik instruktør Walter Hill "lige tid" til at sætte samtidens mest sexede mandlige stjerne i scene.

I familie med Elefantmanden?

Mickey Rourke tager sig ganske vist alt andet end sexet ud i begyndelsen af "Johnny Handsome". Her har han nemlig et ansigt, der er så vansiret, at han kunne have været i familie med John Merrick i The Elephant Man (1980).

Manden uden ansigt

Johnny er havnet bag tremmer, fordi et par sleske skurke har udnyttet ham på det groveste. Men da dr. Resher (Forest Whitaker) får øje på "manden uden ansigt", tilbyder han Johnny en ny identitet. Og i dette tilbud indgår også talrige plastiske operationer.

Hot stuff

Det kan Johnny ikke sige nej til, og efter omfattende indgreb går han faktisk hen og bliver hot stuff. Noget, han kan bruge (de)konstruktivt, da han prøveløslades og får mulighed for at opsøge de typer, der bragte ham i uføre – og som tilmed voksenmobbede ham på det groveste med hans ansigt... og heraf følgende mærkelige tale. Skurkene kan nu af gode grunde ikke kende ham, så det giver perfekte arbejdsbetingelser.

Ultrakikset

Lige fra det ultrakiksede anslag, der i slowmotion og flakkende billeder slår en "stemning" an, fornemmes den vulgære fortællestil. Det er bare lige et par tænder for meget af det gode, og selvom stilen snart bliver væsentlig mere "normal", ligger der hele tiden et ønske om at forføre og overraske gennem kreative valg.

Proletarisk neo noir

Og det er ikke videre kønt, lad det være sagt med det samme. Faktisk opleves "Johnny Handsome" mere end noget andet som proletarisk neo noir: Sådan at forstå, at manuskriptet, stilen og typegalleriet er konstrueret til "pøblen, der ikke forstår bedre" – lidt firkantet sagt.

Skriger til himlen

Blandt det farverige birollegalleri skriger særligt Ellen Barkins ultrabitch Sunny Boyd til himlen. Men også hendes makker og kæreste Rafe Garrett er ynkeligt sat i svingninger gennem stakkels Lance Henriksens krop – i læderbukser og ærmeløse toppe(!) Walter Hills hofkomponist Ry Cooder står for de alt for stemningsdikterende steel guitartoner.