Tron: Legacy (2010)

Dette umiddelbare "Disney-helvede" markerer sig positivt som et af de bedre bud på en ren computerverden. Vi har efterhånden set det hele og lader os ikke imponere. Matrix-filmene havde en vis nyhedens interesse, men ikke samme svulstigt opslugende virkning som "Tron".

Sporløst forsvundet
Da Sam er dreng, forsvinder hans far sporløst. Mange år senere havner Sam via en hemmelig port i en computerverden, som hans far i sin tid designede. Således er han nu midtpunkt i et spil på liv og død, hvor hver bevægelse er afgørende. Men kan han redde sig selv og den virtuelle ære?


Puls og nerve på drengen
Ikke uden lighed med Star Wars-sagaen er "Tron" en historie om det gode og det onde i en artificiel verden, der faktisk er mere nærværende end netop 'Star Wars'. Der er puls og nerve på drengen. Man bliver suget dybt ind i en kontant hæsblæsende krig på liv og død, hvor det strømlinede udtryk med talrige niveauer og neonfarver er med til at gøre oplevelsen spektakulær.
 

Medrivende soundtrack

Som væsentlig medspiller står også musikken, der er leveret af Daft Punk. Det er et både lækkert og medrivende soundtrack, der understøtter filmens kunstige krumtap - sådan som det fungerer bedst i genrefilm som denne.

Smurt tykt på
Der skal smøres tykt på, for at budskabet går igennem. I hvert fald når historien er så koncentreret om ingenting, som det er tilfældet med "Tron". Godt nok er far-søn-temaet en formildende omstændighed midt i al virakken, men overordnet betragtet slet ikke noget, som iscenesættelsen interesserer sig for.

Draget - og frastødt
"Tron" er en film, man føler sig både draget og frastødt af. Egentlig er man ikke fornøjet over det kraftfuldt svulstige udtryk. Omvendt er det dét, som fungerer så upåklageligt. Jeff Bridges er fint afdæmpet som hyggelig gammelfar med en ond ungdomsklon.