La règle du jeu (1939)

Når et værk fra "central side" bliver stemplet som filmhistorisk uomgængeligt, er det svært for disciplene at ytre negative toner. Og "La règle du jeu" er da også en både æggende, modig – og for sin tid frimodig – komedie, der i samtiden slog benene væk under dem, den parodierer: Nemlig overklassen.

Fine manerer

En række franske overklassefolk ankommer forskudt til et fornemt slot, hvor de skal bonde på kryds og tværs (tilmed når det vedrører l'amour, skal det vise sig!). De har alle fine manerer, og de fleste vil i hvert fald ikke nedlade sig til at omgås tjenestefolkene. Men der er undtagelser.

Måtte destrueres for enhver pris!

Fordi den franske overklasse gjorde så meget (u)væsen af sig ved premieren i 1939, var nazisterne straks på pletten: Denne film måtte for enhver pris destrueres, og det blev den. Tilmed så effektivt, at den regnedes for tabt i mange år. Men så dukkede hengemte filmruller op!

Intrige-tung handling

Der bliver snakket i ét væk i den intrige-tunge handling. Lagt sammen med en (befriende kompromisløs) komik, der desværre ofte kører helt ud ad farce-overdrevet, er "La règle du jeu" faktisk en lidt anstrengende filmoplevelse.

Vidunderlig luftforandring

Vidunderlig luftforandring fra de dominerende (og stive) studieoptagelser opstår, når rigdommen rykker ud, bl.a. for at skyde kaniner (som rige mennesker jo gør.) Her er der endelig lidt fri leg til fotografen Jean Bachelets linser.