The Naked City (1948)

Med sin knaldlækre sort/hvide storbyæstetik er "The Naked City" på mange måder alle New York-films moder, især i 1940'ernes film noir-regi. Jules Dassin serverer således en (glimtvis) visuel lækkerbisken, der omvendt er særdeles gumpetung og decideret langtrukken, når handlingen rykker indendørs – hvilket den gør ca. 75 % af tiden.

En betændt sag

Chefdrabsbetjenten Dan Muldoon kommer på en betændt sag: En ung kvinde findes myrdet i en lejlighed, og nu skal alle sten vendes i opklaringsarbejdet. Men der er mere mellem himmel og jord, og efterforskningen trækker ud. Hvem er gerningsmanden? Svaret blafrer i vinden til det sidste.

Messende fortællerstemme

Mark Hellingers nærved messende fortællerstemme er meget dominerende gennem hele filmen. Det går an i det ultralækre anslag, hvor New York præsenteres fra oven, men herefter står stemmeføringen mere end noget andet som sindbilledet på filmens slagside – det lidt tørre, kedelige og opstillede, (der i øvrigt er tvunget i knæ af Miklós Rózsas teatralske musik.)

Ikke meget naturlig saft

Den i samtiden højt skattede karakterskuespiller Barry Fitzgerald udgør ikke nogen troværdig chefdrabsbetjent, og der er desværre heller ikke meget naturlig saft i birollegalleriet. "The Naked City" er og bliver en visuel perle, men heller ikke ret meget mere.