Lean on Me (1989)

Mindst dobbelt så god som det beslægtede Michelle Pfeiffer-drama Dangerous Minds (1995): "Lean on Me" har dén tæft og fremdrift, der kræves for at få et amerikansk kæft-, trit- og retningsdrama ud over rampen. Og her er Morgan Freeman den helt rette til at slå tonen an.

Den rette mand

Freeman spiller Joe Clark, en lidt forslået underviser, der tidligt i filmen degraderes til folkeskole-regi. Men 20 år senere headhuntes han alligevel som rektor for en totalt kuldsejlet, kaotisk high school. Alt sejler, inklusiv karaktergennemsnittet. Det vil Joe rette op på.

Af den gamle skole

Hans metode er af den gamle skole: Masser af "her er det mig, der bestemmer"-regelsæt. Hvis ikke elever eller lærere kan lide lugten i bageriet, eller hvis de modsiger mr. Clark, så er det bare med at komme ud af vagten. Hen ad vejen kan det dog vise sig nødvendigt at bløde lidt op, for det er ikke kun de hårde værdier, der tager kegler.

Tempofyldt og engagerende

"Lean on Me" er i John G. Avildsens tempofyldte og engagerende iscenesættelse fuld af troværdighed. For det meste er der en pæn afstand til det reelt sukrede amerikanske, selvom tendenserne er til at få øje på.

Råbte replikker

Mindst halvdelen af filmens replikker råbes, idet Joe Clark er en mand, der aldrig går af vejen for et godt skænderi. Det kan godt blive lidt anstrengende i længden. Lagt sammen med en alt for sovset brug af musikunderlægning (inkl. sødladne popsange) er lydsiden lidt tung at danse med.