La caduta degli dei (1969)

Instruktør Luchino Visconti var de store armbevægelsers mand. Det så vi ikke mindst to år senere i hans vel nok bedst kendte film Morte a Venezia (1971). Også i skildringen af velstillet liv og levned under naziregimets optur midt i 1930'erne synes Viscontis formål med "La caduta degli dei" primært at være dekancen frem for alt.

Udtalt formfikseret

Stilen er udtalt formfikseret og desuden låst i en ensidighed i både tematik og kulisse, der tangerer en teateropsætning. Længere fremme får vi en stribe tiltrængte variationer, der i nogen grad giver den tungt overlange storfilm en smule liv.

Klarer skærene

Familien Von Essenbeck er velstillede og har klaret skærene både under 1. verdenskrig og i depressionstiden op igennem 1920'erne og starten af 1930'erne. Derfor er de også tilbøjelige til at hoppe med på Hitler-vognen, da den for alvor tromler ind over Tyskland i 1933.

Ugler i mosen

Men der er ugler i mosen – både i familien og deres gæsters regi, men også derude i samfundet, hvor det bliver tiltagende tydeligt, at der er brodne kar og skjulte dagsordener. I et af få kig ud i "det virkelige liv" får vi således glimt af Ernst Röhm, hans SA-tropper og ikke mindst "De lange knives nat".

I den teatralske ende

Disse sekvenser er filmens mest fremhævelige force, selvom også denne varierende ud-af-Von Essenbeck-hjemmet-dramatisering er at finde i den teatralske ende, komplet med overspil i lange knive-nattens ugerninger.

En manieret marinade

"La caduta degli dei", der i originaltitlen havde tilføjelsen "(Götterdämmerung)", opleves altså som bombastisk uden forløsning – en manieret marinade af det virkelige livs manierede (overklasse)frisind og forstillelse. Uden tvivl en prætentiøs filmoplevelse, der også overskvulpes af Maurice Jarres armfægtende musik.