Supernova (2020)

Manuskriptforfatter og instruktør Harry Macqueen præsterer her en smertefuld, men i grunden også livsbekræftende film, der meget overbevisende tager fat om roden på livets helt store overvejelser – uden på nogen måde at forfalde til det sentimentale.

Den sidste rejse?

Parret Sam og Tusker er begge mænd omkring de 60, den ene pianist, den anden forfatter, og de har været i forhold sammen i mange år. Nu sidder de i deres gamle autocamper på tur gennem de smukkeste egne af England.

Begyndende demens

Tusker fik konstateret begyndende demens et par år tidligere, og sygdommen er nu begyndt at tage fart. Noget, som mændene håndterer på hver deres måde – men som de er også er nødt til at mødes om sent i filmen.

Beundringsværdigt oprigtig

I den beundringsværdigt oprigtige tilgang til det meget svære tema former der sig en række sekvenser, der griber fat i tilværelsens tektoniske plader... vel at mærke i en fortællestil præget af en ro og formet af en indsigt og et nærvær af en anden verden.

Den dybe kærlighed

Colin Firth og Stanley Tuccis samspil indrammer på én gang det uundgåeligt forestående helvedes bundløse sorg, og dén dybe kærlighed, der opstår i deres allersidste tid sammen, mens Tusker stadig kan sanse og få mening ud af omverdenen.

Jerngreb

Lige frem til den meget tankevækkende slutning fastholder "Supernova" sit jerngreb i tilskueren, også selvom Keaton Hensons underlægningsmusik stikker ansigtet frem i lidt for høj grad undervejs – dog gudskelov næsten udelukkende som stemninger til naturskønne intermezzi uden dialog.