Nico, 1988 (2017)

    En tysk sangerinde er svært afhængig af stoffer, men forsøger stadig at få (koncert)tilværelsen til at hænge sammen.


    SKÆVE TONER

    +  PLUS: kompakt | enkel | spil | fortællestil

    -MINUS: identifikation udebliver

     

    Danske Trine Dyrholm præsterer flot i sin første hovedrolle i en international spillefilm. Hun er den tyske sangerinde med kunstnernavnet Nico. Hun er svært afhængig af stoffer, men forsøger stadig at få (koncert)tilværelsen til at hænge sammen. Samtidig hænger hendes mentalt labile og voksne søn i en tynd tråd.

     

    Enkel og stringent

    "Nico, 1988" er kompakt, enkel og stringent i sin fortællestil. Her er ikke meget unødvendig fyld, bl.a. betagende lidt original underlægningsmusik. Men ulempen i stilen er til gengæld, at det kan være svært at nå helt under huden på Nico: Hendes skæbne får vi mere i "brudstykker".

     

    En version af Nico

    De otte sange, som Trine selv synger i filmen, er bevidst grimt sunget for at tilnærme sig Nicos stil. Men samtidig var instruktøren Susanna Nicchiarelli og Trine helt fra begyndelsen klar over, at de ikke kunne skabe en 1:1-Nico, men en version af hende. Og det er lykkedes rigtig pænt. Som Nicos (hemmelige) bejler finder vi John Gordon Sinclair i filmens bedste og mest balancerede birolle.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022

    Fakta om filmen

    2017, Italien, Drama, Biografi, Musik, 93 min.

    Dansk titel: Nico, 1988
    Instr: Susanna Nicchiarelli Prod: Valérie Bournonville, Marta Donzelli, Gregorio Paonessa, Joseph Rouschop Manus: Susanna Nicchiarelli Foto: Crystel Fournier Klip: Stefano Cravero Mus: Gatto Ciliegia Contro il Grande Freddo