D-Tox (2002)

Sylvester Stallone har til rollen som kriminalbetjenten Jake Malloy måttet flittigt omkring sminkeafdelingen. Han er nemlig så deprimeret og så alkoholiseret, at de sorte rande under øjnenen på den blege hudbaggrund bare bliver større og større.

En betjents værste mareridt

Malloy oplever da også tidligt i krimien "D-Tox" sit livs værste mareridt: En bindegal seriemorder slår Malloys kæreste ihjel med sin signaturmetode (en boremaskine gennem kighullet i døren.) Det booster ikke ligefrem humøret, og Malloy havner da også – på chefens anbefaling – på en afvænningsklinik specielt for alkholiserede politimænd m/k.

Ikke nemt at koncentrere sig

Men det er ikke nemt at koncentrere sig om at blive afvænnet, når man samtidig bliver godt og grundigt stalket af seriemorderen, der har mere på hjerte. Spørgsmålet er, om Malloy kan formøble dén energi, der kræves, for både at kunne komme mentalt på fode og få skovlen under den kompromisløse morder?

Det er ikke kønt...

Allerede i filmens anslag mærker man de første tegn på den "proletariske" fortællestil, som instruktør Jim Gillespie lægger for dagen: Hakkende slow motion til seriemorderens forvrængede, meget onde stemme, der lover dommedag. Det er ikke kønt – og det bliver ikke bedre, da handlingen kommer rigtigt i gang.

Decideret ynkeligt

Manuskriptet (inklusive replikkerne) er decideret ynkeligt, og selvom det er lykkedes at samle et habilt hold ganske fine skuespillere til både store og små roller, forekommer hele projekt "D-Tox" at være kæntret, nærmest inden optagelserne gik i gang.

Premieren blev udskudt

Dette understøttes også af beskrivelser fra testvisninger af filmen, hvor produktionsselskabet valgte at udskyde premieren til efter diverse justeringer – ganske enkelt fordi, publikums reaktioner var så udtalt negative.

Mislykket forsøg på camouflage

En ekstremt støjende, kvælende underlægningsmusik søger tydeligvis at camouflere over alle projektets mangler. Enkelte fine locations i bjergrige omgivelser giver actionsekvenserne en vis karakter.