Jeg elsker blåt (1968)

I selve ungdomsoprørets ikoniske år kom denne "frække" film til verden. Baseret på Vibeke Willumsens roman var det instruktør Sven Methlings ønske at bevæge sig selv – og dansk film i det hele taget – lidt væk fra det folkekomisk typiske.

Alt andet end blændende

Resultatet er alt andet end blændende. Historien om 14-årige Judith emmer ganske vist af grænsesøgende fy-fy-skamme-lyster, særligt da den smækre og barely legal teenager bliver kapret af Jørgen Kiils betydeligt ældre Hugo, der to sekunder efter at have set hende for første gang køber hende en blondetrusse!

Ung kvinde i tvivl

Judith er i tvivl om det hele. Voksenlivet, lysterne, mænd. Men hun lader sig let (for)føre af Hugo, der er et godt sted i livet og som ikke er bleg for at give den purunge kvinde en omgang (selvom det ikke ender med decideret skibsbriksgymnastik for de to i filmen.)

Velkendt lummer bossa nova

"Jeg elsker blåt" er for størstedelens vedkommende underkastet Ole Høyers velkendt lumre bossa nova-klange. Det giver en ekstra hulhed til et i forvejen både uforløst og uopfindsomt manuskript. Her er ingen nerve, ingen troværdighed, ingen dybde.

Alt glider af på overfladen

Alt glider af på de glatte teenagekinders hud – noget, som kameralinserne i øvrigt zoom-søger igen og igen... uden effekt. Skuespillet er absolut på det jævne, til gengæld er der masser af lækre københavner-lokaliteter, der former et sprødt og inciterende 1968'er-tidsbillede.