Jeg elsker blåt (1968)

I selve ungdomsoprørets ikoniske år kom denne "frække" film til verden. Baseret på Vibeke Willumsens roman var det instruktør Sven Methlings ønske at bevæge sig selv – og dansk film i det hele taget – lidt væk fra det folkekomisk typiske.

Alt andet end blændende

Resultatet er alt andet end blændende. Historien om 14-årige Judith (Ulla Koppel) emmer ganske vist af grænsesøgende fy fy skamme-lyster, særligt da den smækre og barely legal teenager bliver kapret af den betydeligt ældre Hugo (Jørgen Kiil), der to sekunder efter at have set hende for første gang køber hende en blondetrusse!

Ung kvinde i tvivl

Judith er i tvivl om det hele. Voksenlivet, lysterne, mændene. Men hun lader sig let (for)føre af Hugo, der er et godt sted i livet og ikke er bleg for at give den purunge pige en omgang (selvom det ikke ender med decideret skibsbriksgymnastik for de to i filmen.)

Velkendt lummer bossanova

"Jeg elsker blåt" er for størstedelens vedkommende underkastet Ole Høyers velkendt lumre bossanova-klange. Det giver en ekstra hulhed til et i forvejen både uforløst og uopfindsomt manuskript. Her er ingen nerve, ingen troværdighed, ingen dybde.

Alt glider af på overfladen

Alt glider af på de glatte teenagekinders hud – noget, som kameralinserne i øvrigt zoomsøger igen og igen... uden effekt. Skuespillet er absolut på det jævne, til gengæld er her masser af lækre københavnerlokaliteter, der former et sprødt og inciterende 1968'er-tidsbillede.