Masters of the Universe (1987)

En række populære plastik-legetøjsfigurer fik her deres egen film: "Masters of the Universe" er et ubehjælpsomt og ufrivilligt komisk epos, hvor de gode kæmper mod den onde hersker, Skeleton, der er så selvoptaget og magtliderlig, at hele universet i princippet er i risiko for at brænde ud.

Konstant shirtless He-Man

Ført an af Dolph Lundgrens blonde og konstant shirtless He-Man må den lille gruppe gode kæmpere således gennem ild, vand og tid. Det bringer dem til vores planet, Jorden, hvor et par almindelige dødelige kommer med i kampen.

Det absolutte univers-herredømme

Men kan de klare Skeleton og hans hjælpere, der absolut ikke skyr nogen midler i drømmen om det absolutte univers-herredømme? Det kommer i hvert fald til at kræve sin He-Man (m/k).

Særdeles primitivt

Særdeles primitivt og lattervækkende produktionsdesign med en scenografi, der skriger til himlen af pap og tegnede baggrunde. Det havde muligvis fungeret, hvis udgangspunktet havde været en parodi på alle de genrekolleger, som "Masters of the Universe" tydeligvis har hentet inspiration fra.

"Morsomme" indfald

Her tænkes især på Star Wars (1977), Back to the Future (1985) og E.T. (1982). Men det er – vistnok – ganske alvorligt ment, selvom der ind imellem er åbenlyse "morsomme" indfald.

Dramaet og magien udebliver

Spillet er jukset, dramaet og magien udebliver. Tilbage er den åbenlyse fascination ved at betragte det primitive som en lidt akavet underholdningsform i sig selv. Med drønende Bill Conti-musik, igen inspirereret af bl.a. John Williams' genretoner.