Evelyn (2018)

Familien von Einsiedel har aldrig fået talt ind til kernen af dét selvmord, som yngstesønnen Evelyn begik 13 år tidligere. Nu har de efterladte tre søskende, forældrene og vennerne sat hinanden stævne på en smuk vandretur gennem Storbritannien fra Skotland mod Sussex.

Fint perspektiverende

Ideen med at filme sorgprocessen som en lang vandring ad de samme stier, som Evelyn elskede at betræde, fungerer som en fint perspektiverende kulisse til et mentalt indvinklet og personligt tema, som dokumentaren er knap så dygtig til at formidle.

Rensende vandring

Det er den prisvindende dokumentarist Orlando von Einsiedels egen rejse, vi bliver vidner til. Det var hans bror, der begik selvmord, og det er Orlando, der søger sjælefred gennem rensende vandring. Det afstedkommer en meget lang række snakkesekvenser efterfulgt af gråd (og mange af snakke- og grådscenerne er musikunderlagte!).

Ikke nok identifikationskraft

Selvterapien med familien forekommer at være et for personligt ærinde. I hvert fald er der ikke nok identifikationskraft i formidlingen af temaet til at få almindelige dødelige med på den underliggende tragedies bølgelængder.

Finder ikke balancen

Det hænger også sammen med, at "Evelyn" som dokumentar aldrig finder en balance mellem "fluen på væggen"-sorgbearbejdelse og egentig reality-tv. Ingen tvivl om at tabutemaet omkring psykisk sygdom trænger til mere belysning, men dokumentaren hér misser denne chance.