Wallander: Innan frosten (2005)

    En garvet kriminalbetjent forsøger at finde melodien i forholdet til sin nyslåede politidatter, mens en serie mord hærger det skånske landskab.


    DRAMATISK DEBUT

    Sammenhængende i denne serie:
    Wallander: Innan frosten (2005)
    Wallander: Byfånen (tv) (2008)

    Første episode i den originale svenske tv-filmatisering af Henning Mankells populære Wallander-krimier blev også vist i biografen. Det er biografversionen, der ligger til grund for denne anmeldelse.

    Professionelt stilrent
    Og det er da også det professionelle og stilrene, der skinner igennem seriedebutens dramatik: herligt underholdende men også lige en tand for meget af det gode.

    En fraskilt kriminalbetjent med hang til alkohol har glemt sin datters politieksamen. Pludselig står hun på hans arbejdsplads i det sydligste Sverige og er klar til at fange forbrydere.

    Tungen lige i munden
    Forholdet mellem far og datter er anspændt, og det bliver svært at finde melodien. Men måske kan arbejdet hjælpe. Her bliver det nødvendigt at holde tungen lige i munden, da en gruppe fanatiske selvtægtsudøvere efterlader en stribe af mord.

    Pænt penibel i sin betændt sekteriske historie formidles det højspændte med sans for den umiddelbare action.

    Veltimede krimiscener
    Det afføder en række virkelig veltimede krimiscener i et smukt indfanget svensk landskab: nede på jorden og til at tage og føle på.

    Lidt for meget af det gode
    Men hen imod klimaks dominerer overdrivelserne desværre lidt for meget og efterlader helhedsindtrykket noget vaklende, dog med vægt mod det generelt positive.

    Velspillet og smukt fotograferet. Lovligt melodramatiseret af Adam Nordéns ukritisk anvendte underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2005, Finland, Krimi, Thriller, 89 min.

    Dansk titel: Wallander: Inden frosten (tv)
    Instr: Kjell-Åke Andersson Prod: Lars Björkman, Lasse Bjørkmann Manus: Stefan Ahnhem, Per Berglund Baseret på: roman af Henning Mankell Foto: Olof Johnson Klip: Mattias Morheden Mus: Adam Nordén