Dirty Rotten Scoundrels (1988)

Denne komedie er værd at se, alene fordi den rummer en af Steve Martins absolut bedste og mest sprudlende præstationer. Men det er ikke en præstation, der kommer ud af ingenting. Martin havde ikke kunnet få så meget energi ud af Freddy Benson-rollen, hvis ikke det var for Michael Caines blændende modspil og Frank Oz' bemærkelsesværdigt kyndige iscenesættelse.

Et ufint speciale

Benson kommer lidt tilfældigt tæt på Caines "kvindefusker" Lawrence Jamieson. Det er Jamiesons speciale at smigre sig ind på rige, naive kvinder med det ene formål at franarre dem så mange dollars som overhovedet muligt.

I lære hos mesteren

Helt oppe på dette niveau er Benson endnu ikke. Han gør det samme, bare i meget mindre skala. Nu hænger de to lidt på hinanden, og Benson kommer i lære hos Jamieson. Måske kan han lære tricks, der kan gøre dem bedre udi ugerningerne – både sammen og hver for sig...

Frank Oz' mesterstykke

"Dirty Rotten Scoundrels" er genreeksperten Frank Oz' mesterstykke. Det er komediekunst hævet langt over middel med glimt i alle sanserne fra første scene. Idérigdommen vil ingen ende tage, og de to stjerner griber momentum og præsterer, så det sprækker i alle smilehuller.

Befriende kompromis- og taktløst

Der er scener af særligt mindeværdig karakter, ikke mindst Steve Martins forskellige typer i alt fra dåre med meget dårlige manérer til marinecharmetrolden i kørestol. Det er ikke opfindsomhed, det skorter på – og resultatet er befriende kompromis- og taktløst.

Fænomenalt timet komik

Da Glenne Headly entrer scenen som d'herrers seneste offer, Janet Colgate, spredes energien blot endnu mere ud i et trekløver af fænomenalt timet komik. Det er en Hollywood-komedie, der virkelig skiller sig positivt ud, og hvor små, sødladne tendenser på ingen måde forstyrrer billedet.