Vivarium (2019)

Absolut ikke ueffen, men også en kende outreret parallel-verdensmystik: Et ungt par føres af en meget mærkværdig ejendomsmægler ud i et nyt boligkvarter. Her vil de - ifølge mægleren - få deres drømmebolig.

Så langt øjet rækker

Men der er noget råddent ved kvarteret. Helt ens, nærmest pap-udseende huse ligger så langt øjet rækker, og det unge par fornemmer snart - nu aleneladt - at det ikke er muligt at slippe væk fra de labyrintiske område.

Hurtigtvoksende replikant

Tiden går, og parret holdes i live af papkasser med langtidsholdbar mad, som bliver sat på gaden. Snart står der også en kasse med en baby, der viser sig at være en hurtigtvoksende replikant, der aber efter og ter sig tosset.

Vågent mareridt

"Vivarium" rummer en rigtig god portion fascinationskraft i den betændte og vågent mareridt-prægede historie. Filmen slipper fint af sted med denne scifi-præmis uden at drukne i dét prætentiøse overdrev, som ellers ligger og lurer lige under overfladen.

Aparte "virkelighed"

Det groteske får lov at leve i sin egen aparte "virkelighed" - fint formidlet af sagesløse Jesse Eisenberg og Imogen Poots. Men det tager også overhånd (lidt som ventet), efterhånden som filmen nærmer sig sin afslutning.

I fare for at kæntre

Der skrues simpelthen for meget op under alle blus, og "Vivarium" er i reel fare for helt at kæntre, men holder sig næsten vandret takket være sin insisterende stil og et plot, der vedbliver at overraske.