Hacksaw Ridge (2016)

Instruktør Mel Gibson fik megen ros for dette biografisk funderede krigsdrama om nationalhelten Desmond Doss. Og der er virkelig tale om patriotiske, amerikanske nationalklenodier - der her altså er sat i bevægelse af en australier med australske midler i ryggen.

Temmelig akavet

Unge Doss er, hvad man i dag vil kalde "temmelig akavet". I hvert fald er han ikke som alle andre, men det forhindrer ham selvsagt ikke i for alt i verden at måtte melde sig til militæret efter japanernes angreb på Pearl Harbor.

En pacifist i krig

Der er bare ét problem: Doss er pacifist! Det vil sige, han rører ikke ved våben. Han vil i krig på lige fod med alle de andre gutter, men blot som sygepasser. Altså ham, der redder liv i stedet for at tage dem, som han udtrykker det.

En del furore

Det afføder selvsagt en del furore, hån og latterliggørelse på militærbasen, men først og fremmest skal det afklares, om Doss overhovedet må gå i krig, når han ikke har gennemgået den ellers obligatoriske skydetræning.

Japser-nedskydning

Det går filmens første gode time med at skildre - sammen med Doss' sødladent fortalte forelskelse i Dorothy. Og så går det ellers løs i Japan. Nu skal der plaffes nogle japsere (mens Doss skal lappe nogle amerikanere sammen).

En guttermand

Lemmerne fyger bogstaveligt talt gennem luften, men det er ikke noget problem for Doss. Han har nemlig sin lille bibel med sig, og så skal det nok gå altsammen! Hen ad vejen viser lille Doss sig altså at være en guttermand, som de hårde drenge fejlbedømte hjemme i lejren.

Dobbelt-op på selvsmageri

"Hacksaw Ridge" er dobbelt-op på amerikansk selvsmageri: Kæmp til døden for dit land og Bibelens ord viser vejen. Glorificeringen af Doss er baseret på hans fundering i netop disse to "væsentligste menneskelige egenskaber hos en mand", og det bliver virkelig vammelt at betragte.

Religiøst-bagudblæste

Andrew Garfields skævtsmilende, "underlige", religiøst-bagudblæste karakteristik af Demond Doss er i bedste fald irriterende. Og alle hans drenge i krig er gjort af det samme stof: Rå, beskidttalende, råbende og kæft-trit-og-retning-liderlige. Stereotyperne kan skæres tykt ud af hver en scene.

Flot krigskoreografi

Krigskoreografien, som vi får lov at vente meget længe på, er flot, om end den meget grafiske lemmer-gennem-luften-gengivelse tangerer det villede. Masser af krukket slowmotion giver os ekstra smæk for skillingen, ligesom den vulgært over-anvendte underlægningsmusik reelt set tordner derudad non-stop.