Hacksaw Ridge (2016)

    En patriotisk og pacifistisk amerikaner melder sig som soldat under 2. verdenskrig, bliver til grin – og nationalhelt.


    PATRIOTISKE KLENODIER

    Instruktør Mel Gibson fik megen ros for dette biografisk funderede krigsdrama om nationalhelten Desmond Doss (Andrew Garfield). Og der er virkelig tale om patriotiske, amerikanske nationalklenodier – der her altså er sat i bevægelse af en australier med australske midler i ryggen.

     

    Temmelig akavet

    Unge Doss er, hvad man i dag vil kalde "temmelig akavet". I hvert fald er han ikke som alle de andre, men det forhindrer ham selvsagt ikke i for alt i verden at måtte melde sig til militæret efter japanernes angreb på Pearl Harbor.

     

    En pacifist i krig

    Der er bare ét problem: Doss er pacifist! Det vil sige, han rører ikke ved våben. Han vil i krig på lige fod med alle de andre gutter, men blot som sygepasser. Altså ham, der redder liv i stedet for at tage dem, som han udtrykker det.

     

    En del furore

    Det afføder selvsagt en del furore, hån og latterliggørelse på militærbasen, men først og fremmest skal det afklares, om Doss overhovedet gå i krig, når han ikke har gennemgået den ellers obligatoriske skydetræning.

     

    Japser-nedskydning

    Det går filmens første times tid med at skildre – sammen med Doss' sødladent fortalte forelskelse i Dorothy Schutte (Teresa Palmer). Og går det ellers løs i Japan. Nu skal der plaffes nogle japsere (mens Doss skal lappe nogle amerikanere sammen).

     

    En guttermand

    Lemmerne flyver bogstaveligt talt gennem luften, men det er ikke noget problem for Doss. Han har nemlig sin lille bibel med sig, og skal det nok gå altsammen! Hen ad vejen viser lille Doss sig altså at være en guttermand, som de hårde drenge fejlbedømte hjemme i lejren.

     

    Dobbelt-op på selvsmageri

    "Hacksaw Ridge" er dobbelt-op på amerikansk selvsmageri: Kæmp til døden for dit land og Bibelens ord viser vejen. Glorificeringen af Doss er baseret på hans fundering i netop disse to "væsentligste menneskelige egenskaber hos en mand", og det bliver virkelig vammelt at betragte.

     

    Religiøst bagudblæste

    Andrew Garfields skævtsmilende, "underlige", religiøst bagudblæste karakteristik af Demond Doss er i bedste fald irriterende. Og alle hans drenge i krig er gjort af det samme stof: Rå, beskidttalende, råbende og kæft-trit-og-retning-liderlige. Stereotyperne kan skæres tykt ud af hver en scene.

     

    Flot krigskoreografi

    Krigskoreografien, som vi får lov til at vente meget længe på, er flot, omend grafiske lemmer-gennem-luften-gengivelserne tangerer det villede. Masser af krukket slowmotion giver os ekstra smæk for skillingen, ligesom Rupert Gregson-Williams' vulgært overanvendte underlægningsmusik reelt set tordner derudad non-stop.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2016, Australien, Krig, Krigsdrama, Drama, Biografi, Historie, 139 min.

    Dansk titel: Hacksaw Ridge
    Instr: Mel Gibson Prod: Terry Benedict, Paul Currie, Bruce Davey, William D. Johnson Manus: Robert Schenkkan, Andrew Knight Foto: Simon Duggan Klip: John Gilbert Mus: Rupert Gregson-Williams
    Priser
    • AA - Bedste lydmix
    • AA - Bedste klipning
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste skuespiller (Garfield)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste skuespiller (Garfield)