Friday the 13th (2009)

Læs også anmeldelser af Friday the 13th I-VIII (1980-1989).

20 år efter den sidste "rigtige" fredagsgyser kom denne nyfortolkning, der, hvis man udviser lidt tålmodighed, faktisk er ganske habil. Historien er stadig den samme: Unge, frygtløse mennesker møder den udødelige og ustoppelige seriemorder Jason Voorhees, og gode råd er dyre.

Stemning, mørke og nerve

Men "Friday the 13th" anno 2009 har langt mere stemning, mørke og reel nerve end hovedparten af 80'erfilmene kombineret. Det skyldes en stærkere dyrkelse af dybtliggende frygt, frustration, klaustrofobi og dødsangst - i særdeleshed eksempliceret i den for Jason atypiske tilfangetagelse af en ung kvinde i et underjordisk helvede af et gang- og kanalsystem.

Gru og gåsehud

Vi skal et godt stykke ind i handlingen, før der begynder at komme kød på gys, gru og gåsehud. Filmen byder nemlig på et ekstremt langt og alt for rodet anslag (langt over et kvarter!), hvor vi får en slasher-historie, vi godt kunne have undværet.

Eklatant uhygge

Men så snart vi kommer i gang med den reelle handling, går det meget bedre, og uhyggen er eklatant på enkle virkemidler. Mørkestemningen er omsluttende i en flot udnyttelse af ovennævnte døds- og frygtbævren: Her er Jason Voorhees for første gang reelt skræmmende.

Sansehæmmende bombardement

Ikke overraskende er den moderne fredagsfilm også underkastet et musikalsk sansehæmmende bombardement - til gengæld er surround-lyddesignet lækkert og i høj grad medvirkende til gåsehudens stikken.

Til at skrige over

Rollestereotyperne er til at skrige over: Vi har hele arsenalet af dumsmarthed (især klichéen, at alle unge mennesker åbenbart kun kan have det sjovt, hvis der er ubegrænset øl, fisse og tjald - i en evigt idiotisk konkurrence om, hvem der kan blive mest skæv.)