Forældre (2016)

Christian Tafdrups spillefilms-instruktørdebut fik megen opmærksomhed, og vakte ikke mindst jubel under Bodil- og Robert-prisuddelingerne. Og "Forældre" er da også en særpræget film - en sprød fætter, som ikke lige hænger på træerne herhjemme. Desværre også ude af balance og svær at elske.

Et nyt liv

Det midaldrende ægtepar Kjeld og Vibeke har svært ved at give slip på deres voksne søn, da han flytter hjemmefra. Desperat prøver de at holde fast i den gode, gamle kernefamiliestemning, men sønnike er videre i livet og er ikke interesseret i de gamle længere. Da parret opdager, at deres ungdomslejlighed i København er til salg, beslutter de sig for at hugge til: Sælge villaen og flytte tilbage til reden, hvor så mange gode stunder udspillede sig 30 år tidligere.

52 år / 22 år

Kjeld indretter lejligheden nøjagtig som dengang. På baggrund af fotos sørger han for, at møbler og vævede tæpper står og hænger snorlige. Og så kan genopfriskelsen af ungdsomsbrusene ellers begynde. Hvad Kjeld og Vibeke ikke lige havde set komme er, at de pludselig er blevet 30 år yngre - og nu står i en prekær situation som 52-årige i 22-årige kroppe. What to do?

Blændende idé

Tafdrups idé med at indramme forældrepsykologien midt i livet er blændende, og man havde da også høje forventninger til, at tilgangen ville være på ægthedens og den indre, sitrende nerves præmisser. Ligesom vi ser det i instruktørens kort-kærlighedsfilm En forelskelse (2008) og også i hans 2. spillefilm En frygtelig kvinde (2017).

Lovende start

Og det begynder også lovende: Roligt, nærværende og velspillet (Søren Malling lykkes som den eneste med at holde et højt niveau filmen igennem.) Men ligeså snart nævnte og mildt sagt outrerede plot twist sætter ind, begynder trommerne at bumle, og det tilnærmelsesvist prætentiøse at tage over.

Ikke kønt

Det er ikke kønt, og først og fremmest forekommer det alt andet end velkoreograferet, både i filmisk og i psykologisk forstand. "Forældre" ryger i afgrunden og tager alle gode og troværdige takter fra starten med sig i dybet. Lange sekvenser med meta-drømmende, svulstigt musikunderlagte, vulgære situationer udvikler sig uklædeligt støjende og helt uden jordforbindelse. Ingen af de unge spillere finder et troværdigt, endsige naturligt leje.