Honning måne (1978)

Bille Augusts spillefilmsdebut vibrerer af mod, fortællelyst og visuel elegance: "Honning måne" skiller sig ud fra rigtig mange andre danske debutfilm ved at have fuld fokus på det bidende nærvær, også selvom det kan gøre meget ondt.

Fred, idyl og fremtidsdrømme

Kirsten Olesens Kirsten og Claus Strandbergs Jens forelsker sig og finder hurtigt ud af, at de vil hinanden forever. Alt ånder fred, idyl og fremtidsdrømme, men så begynder Kirsten at få det psykisk dårligt - og hun havner i en dybere og dybere depression.

En mavepuster

Det er ikke nemt at være vidne til, hverken for Jens eller for Kirstens forældre. Hvad pokker skal de stille op? Ingen af alle de gode intentioner har tilsyneladende en postitiv virkning på Kirstens tilstand, og Jens mærker stille og roligt, hvordan pusten tages fra ham.

Modig film

"Honning måne" (ja, titlen serveres i to ord) har sin stærkeste force i det nævnte nærvær - i modet til at skildre et umiddelbart filmisk "frastødende" emne for folkekomedie-vante hr. og fru Danmark.

Lidt fortænkt baggrund

Men nærværet er ikke altid helt troværdigt, desværre. Hertil er hovedrollespillet mellem Olesen og Strandberg desværre en kende for stift og rammer aldrig bulls eye i den stærkt betændte, psykoligiske nerve. Flere af situationerne, som Kirsten og hendes pårørende gennemlever tangerer også det let overdrevne - ikke mindst den lidt fortænkte baggrund af "forbrugersamfundet som kølig distance."

Fint birollespil

Bedre lykkes birollespillet: Poul Bundgaard er bedst som Kirstens sagesløse far, men også Jens Okking (som Jens' spradebassede arbejdskammerat) og Peter Schrøder (som Jørgen) bidrager med kant, charme og utilregnelighed. Med herligt uhøjtidelig musik af Fuzzy.