Windtalkers (2002)

    Amerikanske soldater i kamp i 2. verdenskrig beskytter Navajo-indianske kolleger, der bruger deres sprog som kode.


    I RØG OG DAMP

    + PLUS: hæderlig krigs-koreografi
    -MINUS: mudret fortalt | uvedkommende | støjende

     

    Patriotismen nærmest gløder, når John Woo sætter den amerikanske indsats under 2. verdenskrig i svingninger. Det er storladent, sødladent og ikke særlig vedkommende.

     

    Sammenbidt determineret

    Nicolas Cage er den sammenbidt determinerede soldat Joe Enders, der trods skader på krop (og sjæl) hellere end gerne sendes retur i kamp. Jo før, jo bedre. Men denne gang får han en indfødt amerikaner på slæb.

     

    Kodesprog i kampzonen

    Han skal nemlig babysitte Navajo-indianer-soldaten Ben Yahzee. Det indfødte sprog bruges nemlig nu som kodesprog i de store slag, og så kan det nok være, at soldater som Yahzee skal beskyttes. Lige et job for Enders (selvom han hellere bare vil plaffe japanere.)

     

    Meget ligegyldigt

    Over to timer lang og yderst sjældent mere end blot moderat interessant føles "Windtalkers" uendelig lang og meget ligegyldig. Alligevel vedbliver kugle- og kanonregnen med at piske ud over det hele: Pænt iscenesat, men hvad skal vi med det?

     

    Ingen løftede øjenbryn

    Først og fremmest fremstår filmen som gennem-amerikansk selvopfattelses-selvsmageri. Ikke engang det historisk, potentielt interessante med at bringe kodesproget i fokus afføder det mindste løftede øjenbryn. Med absurd ligegyldig underlægningsmusik af James Horner.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2002, USA, Krig, Krigsdrama, 134 min.

    Dansk titel: Windtalkers
    Instr: John Woo Prod: Terence Chang, Tracie Graham-Rice, Alison R. Rosenzweig, John Woo Manus: John Rice, Joe Batteer Foto: Jeffrey L. Kimball Klip: Jeff Gullo, Steven Kemper, Tom Rolf Mus: James Horner