When Harry Met Sally... (1989)

En rigtig straight romantisk komedie fra Hollywood, der har sine helt store forcer i hovedrollespillet og i Nora Ephrons Oscar-nominerede manuskript. Særligt de indledende krumspring tager forførende kegler, herefter tager det sødladne i høj grad over.

To skæbner mødes

De to amerikanske skæbner Harry Burns (Billy Crystal) og Sally Albright (Meg Ryan) mødes første gang, da de tilbagelægger en strækning sammen i bil. Her fyger det gennem luften med stereotypiseringer om parforhold, sex og kønsroller.

Fem år senere...

Fem år senere.... mødes de to igen ved et tilfælde og indleder en form for venskab. Platonisk, naturligvis – for de har begge gang i noget seriøst ved siden af. Fem år senere... mødes de så for tredje og "sidste" gang (stadig ligeså stramme og unge i huden). Men denne gang tyder noget på, at der kan opstå amour!

Skævt og lunefuldt

Absolut intet falder som overraskelser i grundhistorien – til gengæld opstår der uhørt sprøde situationer, som det ikke havde været muligt at se komme: Et af højdepunkterne er, da Sally simulerer en hardcoreorgasme i en overfyldt restaurant. Sandsynligt? Nej! Skævt og lunefuldt? Ja!

Dialoglynende parløb

I det hele taget er det dialoglynende parløb mellem Billy Crystal og Meg Ryan særdeles underholdende – indtil deres kredsen om den varme grød begynder at køre liiiige lidt for meget i ring. Store mængder evergreens og popsange (= 25 stk.) stjæler lydbilledet filmen igennem.