Honey Boy (2019)

Skuespilleren Shia LaBeouf springer ud som spillefilmsmanuskriptforfatter – med et potentielt æggende far/søn-portræt, spredt ud over 10 år. Men det virker mere end noget andet, som om LaBeouf har været optaget af at skrive sin egen vendekåbehovedrolle James.

Ikke helt skønt forankret

James er alenefar til først 12-årige (Noah Jupe), så 22-årige (Lucas Hedges) Otis. Det vil sige, filmen veksler mellem Otis som purk og halvvoksen i ikke helt skønt forankrede sekvensklip.

Særdeles lunefuld

Otis er barne/ungdomsstjerne og feteret i Hollywood, men når han skal flade ud mellem optagelserne, er han underlagt farmand James' særdeles lunefulde, drikfældige og stædige humør. Man ved aldrig, hvor man har James, hverken som Otis eller som filmtilskuer.

Selvindsigt gennem terapi

Da Otis er blevet postteenager, begynder han – måske – at indse, at samlivet med daddy ikke har været helt sundt for ham, og han må blandt andet i terapi i forsøget på at komme af med nogle af de mange frustrationer.

Storspillende unge

Uden storspillende Jupe og Hedges havde "Honey Boy" i sandhed haft problemer med at komme ud over rampen. For som nævnt har LaBeouf næsen så dybt begravet i sit eget (selvbiografiske) materiale og sin egen præstation, at han sjældent skeler til den øvrige filmånd omkring sig.

Mærkværdigt uvedkommende

Fuldbyrdet køn bliver "Honey Boy" aldrig, hertil er den for springende, rodet og periodisk mærkværdigt uvedkommende. Lange og mystiske sekvenser med snak og opildnet James-temperament for den blotte "spændings" skyld fremkalder gab mere end noget andet.

Lov til blot at vokse

Hjælp i retning mod autenticitet og nerve er der heller ikke at hente i en overdimensioneret anvendelse af underlægningsmusik. Tilbage på nethinden sidder absolut tydeligst Noah Jupes fine og sarte portræt af en 12-årig drengs kamp for at få lov til bare at vokse uden fars evige speedtalk og utidige indblanding.