O que arde (2019)

Alene anslaget til denne lyrisk funderede spanske film overrumpler tilskueren: I en mystisk lyssat skov om natten falder træerne ét efter ét. Forklaringen kommer snart og lægger op til denne vidunderligt jordbundne, oprigtige og smittende smukke fortælling om et liv i hvilepulsens favn i de spanske ”alper”, langt væk fra storbystress- og jag.

Forbilledligt smuk

Forbilledligt smukt fotograferet i alt fra detaljer til (næsten) larger than life-naturbilleder. Filmen tager sig rigtig god tid til netop at omfavne detaljerigdomme, både i billederne, men også i skuespillet, særligt mellem mor og søn (begge debuterende spillere, moren midt i 80’erne).

Under mistanke

Sønnen Amador (Amador Arias) er under mistanke for at have startet en brand, men forsøger at finde roen hos sin gamle mor. Anklagerne og tvivlen sættes sent i filmen i perspektiv, da en større skovbrand går i udbrud.

Nærværet hyldes

Stort set fritaget for underlægningsmusik (på nær et par blokke med stemningsmusik og en begavet anvendt, tilbagevendende barokarie) er ”O que arde” også på lydsiden en meget oprindelig og ægte filmoplevelse, der hylder nærværet i naturen og hos de mennesker, der færdes i og omkring den.

Meget langt fra speedsnak

Flot produktion, der ligger meget langt fra det velkendt spanske speedsnakkende og overkolorerede. Fortjent vinder af Un certain regard Jury Prize i Cannes.