Walter og Carlo - Yes det er far (1986)

Sammenhængende film:

Walter og Carlo - op på fars hat (1985)

Walter og Carlo - yes, det er far (1986)

Walter og Carlo i Amerika (1989)

Som et ultimativt nulpunkt på flere fronter serveres her andet af tre kapitler i 80'er-farceserien om Walter og Carlo. Det umage vennepar er denne gang ufrivillige statister i en ring af pensionster - ført an af Walters mor Viola - der smugler kaffe fra Sverige til Danmark. Kaffen er angivelig blevet umenneskeligt dyr af ukendte årsager.

Decideret outreret ringe

Hvor "Walter og Carlo - op på fars hat" trods alt besidder en anelse kitsch, kådhed og komik, er 2'eren decideret outreret ringe - og mere end dobbelt så skidt som sin forgænger. Men her gives trods alt ikke under karakteren 0.

Fælt, fælt, fælt

Plottet er ikke-tilstedeværende, charme og timing i den såkaldte komik kan man kigge forgæves efter, skuespillet er fælt, fælt, fælt - og de særlige "idéer" opfundet af Friis-Mikkelsen og Stephensen er mere bundløse end selv den mest pikante trusse.

Birolle-bisse i plettet netundertrøje

Som kuriositeter har man hentet Flemming "Bamse" Jørgensen ind som birolle-bisse i plettet netundertrøje og Jørn Hjorting som formand for pensionisternes OK-klub. Når det nu skal være, er disse to indspark lige ved at være filmens mest underholdende.

Pinligheds-faktor

Da den tåbelige idé med at lade handlingen delvis filme af den usynlige veninde Elly desværre ikke allerede er forsvundet i afløbet med stort skyl, bliver den her i 2'eren med eftertryk en pinligheds-faktor af den tåkrummende variant.

Outreret-sanseløs-idiotisk

Af skuespillere, der virkelig må have gjort vold på sig selv i dette makværk, kan nævnes: Kirsten Rolffes som outreret-sanseløs-idiotisk kaffeklubs-forkvinde og hhv. Jess Ingerslev og Erik Paaske som "svensk-talende" gangstere.

En succes

Filmen var stadig en succes blandt biografgængerne, om end tilstrømningen ikke var nær så overvældende som til 1'eren. Tre år efter tog man alligevel hele vejen til Amerika for at indspille seriens sidste kapitel. Ligesom i 1'eren præger Jan Glæsels farce-musik løjerne fra ende til anden.