Walter og Carlo - op på fars hat (1985)

    Et par videoamatører rejser sammen til Costa del Sol, hvor stort set alt, de kommer i nærheden af, går op i hat og briller.


    HAT OG BRILLER

    + PLUS: enkelte små, lysende birollepræstationer
    -MINUS: plathed | teknisk juks | spil | idioti

     

    Sammenhængende film:

    Walter og Carlo - op på fars hat (1985)

    Walter og Carlo - yes, det er far (1986)

    Walter og Carlo i Amerika (1989)

     

    Lige knap en million danskere gik i biografen og så denne farce henover vinteren 1985-1986. Åbenbart har der været et helt grundlæggende, uopfyldt behov for at se folkekomik, her hvor genren ellers var så godt som uddød.

     

    Lalleglad platfarce

    Succesen førte til to efterfølgere, og det er da også indlysende, at hold og skuespillere bag har haft det stjernemorsomt under optagelserne. Dét er nok også det mest smittende, man kan finde på at sige om den første Walter og Carlo-film, der helt overordnet er gennemført teknisk jukset, lalleglad platfarce af den værste skuffe.

     

    En tur til Costa del Sol

    Jarl Friis-Mikkelsens hælebarindehaver Carlo Jensen kender ingen besøgelsestid. Han stikker snuden i alt uden at fornemme, at han er for meget - således også, da han inviteres med til Costa del Sol af vennen og flystewarden Walter van Heimvee.

     

    Sådan lidt tilfældigt

    I det spanske sommerland havner makkerparret snart midt i en kriminalaffære med meget værdifulde diamanter. Det afføder hektiske Simca-biljagter og konfrontationer med håndlangere og bodyguards, alt sammen sådan lidt tilfældigt.

     

    Bøvet-plat eksekveret

    Store dele af handlingen dikterer Carlo til sin usynlige hjemmevideo-kamerafører Elly - måske på papiret en sjov idé, men grusomt bøvet-plat eksekveret. Hvis man skal pege på blot en enkelt formildende omstændighed ved farcen, må det være udvalgte småroller, der trods alt hæver sig over bundniveauet.

     

    En næsten halvsjov scene

    Her er Kai Løvrings lollandsk- (eller er det fynsk-)talende konsul filmens mest afdæmpede og sympatiske - særligt hans stemplescene ved konsulskranken er mindeværdig. Tommy Kenter har en næsten halvsjov scene som volapyk-italiensktalende bandit, der ikke kan få hælen af en højhælet smuglersko og ender i ufrivilligt vandbad.

     

    Ligegyldige indspark

    En alt for lang række ligegyldige indspark af tåbelige, små sidehistorier trækker pinen yderligere ud - konstant musikunderlagt af Jan Glæsels hovedtema, der går i loop. Tilbage på nethinden står først og fremmest et rendyrket kikset-kitschet 1980'er-portræt.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021