Last Man Standing (1996)

Den mand, der er heldig at kunne stå på benene i en amerikansk western, er som bekendt ham, hvorpå alle skud preller af. Ham, der kan eliminere femten revolvermænd alene med to revolvere. En sådan mand er John Smith i skikkelse af Bruce Willis. Han er the "Last Man Standing".

Afhængig af vold og ballade
Denne lovløst omstrejfende Smith ankommer en dag til en lille by i sin pæne bil, men næppe er han steget ud, før han bliver angrebet af en af byens hårdtslående grupper, der er afhængige af vold og ballade.
 

Omstrejfende lovløse

Modsat de fleste andre omstrejfende lovløse, tør Smith tage sagen i egen hånd, og han plaffer og dræber løs, som om ofrene var fluer. Som filmens titel afslører, er han ualmindeligt god til at undvige dén regn af kugler, der konstant vælter imod ham.

Nødtvungent overbærende
I dét håb at tjene nogle lette penge begynder han at arbejde for først den ene og så den anden af byens bander. Disse bander modarbejder naturligvis hinanden for øjnene af en nødtvungent overbærende sherif.
 

Skydegale skydeskiver

Smith bliver nu på spændende vis stillet ansigt til ansigt med nogle af de største skydegale skydeskiver i Det Vilde Vesten, og mens støvskyerne slører de perfekte billeder, bortviskes mere og mere af historiens troværdighed.

Banal saga
Walter Hills historie er i bund og grund en noget banal og søvndyssende saga om hævn og skydegalskab i en moderne udgave af Det Vilde Vesten. Til gengæld har filmen en stor styrke i teknikken, der er både original og imponerende. Fotograferingen er i særklasse for feinsmechere!
 

Rødbrun filtrering

Den dominerende rødbrunlige filtrering, som filmen udspiller sig visuelt i, er med til at troværdiggøre det i forvejen udmærkede tidsbillede af en ukendt miniputby i 1930'ernes lovløse USA. Det fungerer fint at rykke den klassiske westerntidsalder halvtreds-tres år frem.

Alternativt billedsprog
Bruce Willis' rolle er måske nok en smule ensidig og skræddersyet, til gengæld er Christopher Walken bemærkelsesværdig som hæs skurk. Det er et tegn på grundlæggende kvaliteter, at filmen sidder så fastgroet på nethinden, alene fordi billedsproget er så alternativt. Synd at ikke også historien kan holde samme niveau.