Mordskab (1969)

    En rengøringsdame i et stort modefirma finder sin direktør myrdet. Eller gør hun? Politiet kommer på sagen.


    VELOPLAGT KRIMIKOMIK

    Denne alt for bortdømte danske krimikomedie skal du absolut give en chance. For selvom Bent Christensen langtfra leverer sin bedste film, er "Mordskab" alligevel både veltimet, velspillet og velovervejet, den noget platte historie til trods.

     

    En saks i ryggen

    Marguerite Viby er rigtig i sit es som den jævne rengøringskone fru Hansen (hun foregriber hér sin stjernepræstation i sitcommen Een stor familie (1981-82)). En dag finder hun sin direktør med en saks i ryggen på kontoret, og hun ringer selvfølgelig straks til politiet. Men så er liget pludselig væk? Megen mystik og forvikling følger – spørgsmålet er, om der overhovedet er foregået noget kriminelt?

     

    Drypvis morsom

    Vibys (over)energiske rengøringskoneportræt er kun drypvis morsomt, og hendes spillestil fylder hér ganske enkelt for meget. Langt mere spidsfindighed og finurlighed opstår i det sprøde birollegalleri. Bedst er uden tvivl Buster Larsen som rengøringskonens konstant sofaliggende, øldrikkende og brokkende mand – et meget herligt portræt.

     

    Selvsikkert cigarettyggende

    Men også Ole Monty er god som den forkølede kriminalbetjent Henry Berg, ligesom Karl Stegger er vidunderlig som den selvsikkert cigarettyggende sceneassistent Knud Larsen. Og Søren Elung-Jensen er åleglat/uforudsigelig (og lidt klam) som den bedrevidende West-Jensen.

     

    Gentagelseslysten

    Det er således lykkedes de dygtige birollespillere at finde hoved og hale i et manus, der på mange måder stikker lidt af i et uklædeligt gentagelseslystent farcepræg.

     

    Herlige udendørsoptagelser

    Scenografien hjælper også filmoplevelsen i mål, ligesom herlige udendørsoptagelser af København (inkl. forstæder) gør en god figur. Søren Christensens kække underlægningsmusik smørrer et par ekstra lag på en i forvejen tykt udmalet komik.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1969, Danmark, Komedie, Krimi, Farce, Biler på film, 94 min.

    Dansk titel: Mordskab
    Instr: Bent Christensen Prod: Mogens Skot-Hansen Manus: Bent Christensen Baseret på: skuespil af Jack Popplewell Foto: Henning Bendtsen Klip: Lars Brydesen Mus: Søren Christensen