Mank (2020)

Wauw! Her må da endelig være en rigtig lækkerbisken af en metafilm for rendyrkede cineaster? En storfilm om manden bag manuskriptet til det påståede mesterværk Citizen Kane (1941). Men ak: Udover en tilfredsstillende visuel elegance, formet ud af det eksplicitte begær efter at ramme 1940'ernes film noir-æstetik så troværdigt som muligt, er "Mank" en skuffelse af dimensioner.

Dingler og slingrer

Gary Oldman (over)præsterer som den svært alkoholiserede hollywoodmanuskriptforfatter Herman Mankiewicz. Han dingler og slingrer sig gennem tilværelsen, alt imens han forsøger at få noget kreativt ud af alkoholtågerne.

Svært at holde fokus

Specifikt arbejdet på manuskriptet til Orson Welles' Citizen Kane-film. Men det er sin sag at holde fokus, når flaskerne (og damerne) frister. Spørgsmålet er, om Mankiewicz overhovedet kan overskue opgaven? (Film)historien taler hér for sig selv.

Form over indhold-blændværk

"Mank" er tæt på at være et skoleeksempel på form over indhold-blændværk. Og det er faktisk noget, der kan mærkes fra allerførste scene. Det prætentiøse, overfortalte og 100 % formfokuserede tilsidesætter tilskuerens behov for en god fortælling. Filmoplevelsen er låst, kejtet – og dybest set uinteressant.

Ingen nuance

Genreblandingen af komedie, drama og biografi fungerer slet ikke, vægten lægges hele tiden på det "sjove": Ham Mankiewicz er jo bare underfundig og morsom, som han dingler frem og tilbage i sin evindelige fuldemandssnak. Nuancerne uden om dette fokus er stort set ikke-tilstedeværende.

Sminket

Alt for musikunderlagt og alt for sminket i det outreret knivskarpe tidsbillede fremstår "Mank" som et produkt af noget villet – mere end noget andet.