The Sand Pebbles (1966)

Steve McQueen fik her karrierens eneste Oscar-nominering for hovedrollen i Robert Wises meget episke krigs/romantiske drama fra 1966. Som maskinmesteren Jake Holman er McQueen en rebel med fut i rumpetten - og han får svært ved at indordne sig under "skævøjerne" på sin nye arbejdsplads, kanonbåden USS San Pablo.

Betændelse i Kina

Vi befinder os i Kina i året 1926. Landet ulmer af revolutionsstemning, og det gør ikke det amerikanske fartøjs nærvær mindre betændt. Besætningen må være på stikkerne - for er der ikke drama ombord, skal omstændighederne til lands nok skabe spænding.

Gammeldags epik

"The Sand Pebbles" går linen ad hvad angår gammeldags episk fortællestil: Helt fra anslaget (det vil reelt sige prologen) slås tonen an. Ligesom i forbilleder fra Hollywoods guldalder byder filmen nemlig på en prolog, hvor kun Jerry Goldsmiths (i øvrigt meget velkomponerede) musik supplerer en tegning af USS San Pablo.

Dygtig fotografering

I det Panavision-filmede bredformat er der desuden lagt op til billeder i endeløse kompositoriske muligheder. Mest vellykket her er sekvenserne med kanonbåden til flods, men også vinklingerne ombord på skibet udnyttes eminent; fotografen Joseph MacDonald har forstået mulighederne ved at stille sig op på dækket over og filme nedad mod et fx par søfolk i samtale.

Det svulstiges ånd

Helt i det svulstiges ånd rummer den tre timer lange film også en pause halvvejs. Den kommer lige efter, hvad der reelt skal vise sig at være filmens bedste sekvenser. Første halvdel er i det hele taget filmens bedste - her er der fokus på McQueens svære væsen og hans dybe (og smittende) fascination af kanonbådens dieselmotorer.

Mekanikken i fokus

Når mekanikken er i fokus, kører filmen i olie i takt med de enorme stempler. Langt mere fesen bliver filmen efter pausen. Her går der lige dele romantik (ved ligegyldig landgang) og politik (clash mellem kinesere og amerikanere) i den, og pludselig føles herlighederne alenlange... selv frem imod det uundgåelige krigsklimaks.

Ingen gnister

Jerry Goldsmiths musik er i sig selv fremragende komponeret, men er lidt for rigelig anvendt. Skuespillet er ganske pænt uden at slå gnister (McQueen var meget besværlig på settet, forlyder det). Instruktør Robert Wise var meget stolt af denne storfilm, der dog aldrig tjente sig 100 % hjem rent økonomisk.