Rend mig i revolutionen (1970)

Balling og Bahs tog hér en lille siesta efter Frede-filmene og de to første Olsen-banden-film. I "Rend mig i revolutionen" genkendes meget af begge filmseriers skæve charme, men det er kun konturer i en desværre helt igennem overgearet og ubalanceret film, som Erik Balling også efterrationaliserede som et flovt sidespring.
 

Der er ellers rigeligt med potentielt geniale indfald i det ironiserende, satiriske og farvestrålende manuskript, hvor den guteraguanske præsident Jesus Maria Salvadore kommer på hemmeligt besøg i Danmark (eller vel at mærke en dansk grusgrav) for at købe våben. Salvadore spilles med velkendt slesk præcision af Poul Bundgaard, en af filmens mest mindeværdige præstationer. Han slikker sig om munden med staldkåde øjne, da han sidder ved siden af den udfordrende klædte prostituerede Eva (Helle Hertz).

Ove Sprogøe har som hovedrolleprivatdetektiven Arthur Anthonsen fine øjeblikke i en meget nedtonet præstation, der stikker lidt ud fra det øvrige farcespil. Erik Balling og Henning Bahs søsatte Anthonsen-figuren efter de to første film om "Olsen-banden". Det blev imidlertid "Olsen-banden", de fremover satsede på, og der fulgte ikke flere spillefilm om Anthonsen. I 1984 dukkede han imidlertid op som hovedperson i en tv-miniserie, stadig spillet af Ove Sprogøe og instrueret af Erik Balling.

Balling og Bahs eksperimenterer med en variant af Dynamit-Harry, der skulle debutere i Olsen-banden går amok (1973) tre år senere. I "Rend mig" som den accentbelemrede bombeekspert Gonzales (Preben Kaas).

Filmen har flere udenlandske skuespillere på rollelisten blandet med danskere, der skal gøre det ud for guteraguanere. Der er langt imellem snapsene, for ikke at sige: Det er snapseløst! Det er nemlig desværre ikke en film, der evner at leve op til forventningerne, når du netop er forvænt med Balling/Bahs’ kvalitetskadence.
 

Bent Fabricius-Bjerres musik er meget ukarakteristisk i forhold til den øvrige underlægning til Ballings film, og det er i virkeligheden nok meget symptomatisk for hele produktionens flop. Filmen slutter af med i sig selv morsomt overdrevne eksplosioner i grusgraven, men også dette farceelement falder mærkelig tungt til jorden, selvom det ligner meget af det gode, vi har set før og efter fra genremestrenes hænder.

Helle Virkner lyser op i en lille birolle som Anthonsens befippede sekretær – en herligt underspillet rolle, fuld af følelser lige under overfladen.