Anthonsen (1984)

Erik Balling og Henning Bahs søsatte allerede Anthonsen-figuren efter de to første film om Olsen-banden i den temmelig mislykkede farce Rend mig i revolutionen (1970).

Satsede på Olsen-banden

Det blev imidlertid Olsen-banden, d'herrer fremover satsede på, og der fulgte ikke flere spillefilm om Anthonsen. Men i 1984 dukkede han op som hovedperson i denne tv-miniserie, instrueret af Erik Balling (samme år som Midt om natten (1984), hans sidste instruktørgerning.)

Små og store finurligheder

Miniserien i fem episoder kom således til verden umiddelbart efter både Olsen-banden og Matador-æraen, og dét kan mærkes. Balling og Bahs forsøger at lukrere på mange af filmenes og tv-seriens små og store finurligheder – men med vaklende succes.

Små fisk i detektivnettet

Privatdetektiven Anthonsen (Ove Sprogøe) har kontor i Valby, og som sekretær har han den emsige Frk. Nyborg (Elin Reimer). Det er ikke fordi, det vrimler med kunder i butikken, og regningerne hober sig op. Men der er da lidt små utroskabs-fisk, som Anthonsen kan bruge sin (begrænsede) energi på.

Ud af det blå

Indimellem dukker der større sager op, ofte lidt ud af det blå. Og hér markerer Anthonsen sig både ihærdigt, men også som en stor kilde til frustration for politiet. Det mærker han især fra kriminalkommissær Fredlund (Axel Strøbye i en 100 % kopieret Jensen fra Olsen-banden-rolle, komplet med kostumer.)

Metaniveauer

"Anthonsen" viser i glimt ægte Balling/Bahs-charme i både situationer og birollegalleri. Men der er desværre lidt for langt mellem de vellykkede scener. Man forsøger at leve højt på flere metaniveauer, bl.a. med referencer til både "Matador"-serien og "Olsen-banden"-filmene, men i de fleste tilfælde klinger disse krumspring noget hult. Bo Bojesen har sågar tegnet en "Matador"-vignet til titelsekvensen...

Glider af på overfladen

Timingen er i de fleste tilfælde ikke helt nærværende, og kriminalkomikken glider af på overfladen og efterlader tilskueren med et indtryk af halvhjertet tv.

Ørehænger-effekt

De bærende roller er fint, men ikke prangende besatte – hold i stedet øje med birollegalleriet, hvor du kan blive positivt overrasket. Der er god klang og ørehænger-effekt i Kim Larsens musik.