Southern Comfort (1981)

    En gruppe soldater på øvelse langt ude i ødemarken bliver forfulgt med dødbringende virkning af en flok gennem-usympatiske lokale.


    RØVE PÅ KOMEDIE

    + PLUS: udkants-uhygge | naturen som medspiller
    -MINUS: overdrivelser | fesne stereotyper | musik

     

    Så kan de lære det! En gruppe soldater på øvelse i Louisianas sumpområder får deres sag for, da de fornærmer en gruppe lokale cajuns ved at stjæle deres kanoer. Snart har de de udkants-indfødte på nakken i en grad, så døden efterhånden bliver noget, der efterstræbes.

     

    Maskulin, kontant afregning

    Walter Hill iscenesætter med masser af maskulin, kontant afregning, både hvad angår de (ofte fesne) stereotyper i typegalleriet og i de ferme actionsekvenser langt hjemmefra. Meget af stemningen vækker mindelser om John Boormans mesterstykke Deliverance (1972), men uden halvfjerdserfilmens sans for det krybende klamme i indavls-(psykisk)volds-potentialet.

     

    Selvtægts-vanvid

    "Southern Comfort" fiser således lidt ud undervejs som en luft af en perforeret cykelslange, men der er stadig kræs nok i ringene til at bære underholdningen i mål. Også hjulpet på vej af et pletvis ret så effent ensemblespil mellem tiltagende mose-klamvåde mænd - den ene mere selvtægts-vanvittig end den anden. Ry Cooders underlægningsmusik holder heldigvis pauser, men er stadig en alt for demonstrativt dikterende spiller i filmen.

     

    Gennemblødt vanvid

    Scenografien (især valg af locations) er essensen i filmens identitet, og det er svært ikke at blive grebet af det gennemblødte vanvid, som mændene gennemlever - af lige dele klamt indsøvand og sved.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1981, USA, Action, Thriller, 106 min.

    Dansk titel: Manøvre med døden
    Instr: Walter Hill Prod: David Giler Manus: Michael Kane, Walter Hill, David Giler Foto: Andrew Laszlo Klip: Freeman A. Davies Mus: Ry Cooder
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation