Leave No Trace (2018)

Ærlighed og nærvær er to gode egenskaber, der stråler ud af Debra Graniks meget introverte og ikke-for-enhver-smag-drama. Med blændende spil fra hhv. Ben Foster og Thomasin McKenzie som hhv. far og datter udspiller et primært indre drama sig over 109 intense minutter.

Alene i vildmarken

Far Will og hans 13-årige datter Tom bor alene i vildmarken - mor er død, og Will har svært ved at indordne sig i det normale samfund (han døjer med noget PTSD, erfarer vi). Men den slags hjemmefuskede udendørsløsninger er der ikke plads til i samfundet, så snart har de myndighederne på nakken.

Hader konventioner

Problemet er bare, at Will i dén grad hader alt, hvad der hedder konventioner og dét at indordne sig under nogen kollektive forhold. Omvendt erfarer Tom, at livet blandt andre mennesker (og ikke mindst jævnaldrende) måske ikke er så tosset endda.

Fabelagtig inddragelse

"Leave No Trace" lever højt på sin fabelagtige inddragelse af den vilde natur. Særligt når scenerne (som de heldigvis er flest) er helt uden underlægningsmusik. Her får vi lov at nyde naturens egne lyde, som de nu engang opleves.

Musikken som "sikkerhedsnet"

Desværre sætter musikken alligevel ind som en slags "sikkerhedsnet", når sagerne udvikler sig lidt for spændende - hér får den fuld skrue på mystikken, komplet med underliggende elektronisk "orgelpunkt".

Ukonventionel skæbne

Særligt vil man dog huske filmen for den fine indlevelse i en ukonventionel skæbne (både i fortællestil og skuespil). De fleste skuespillere bærer deres navn fra det virkelige liv i deres roller, således også Dale Dickey, der fint optræder som en ny voksenveninde til Tom.