Death of a Gunfighter (1969)

    En stædig sherif nægter at gå af, selvom han bliver presset til det, og åben krig mellem parterne opstår.


    EN HÅNDFULD BLY

    Don Siegel trådte kun til som koinstruktør på denne urklassiske western, fordi hovedrollestjernen Richard Widmark var stærkt utilfreds med filmens første instruktør Robert Totten. Resultatet blev – ifølge Siegel – broget og utilfredsstillende efter klipningen, at han frasagde sig ansvaret: Heraf filmens instruktørpseudonym Allen Smithee.

     

    Allen Smithee debuterer

    Dette navn skulle siden blive brugt flittigt af Hollywood-instruktører, der af den ene eller anden grund var utilfredse med et færdigt filmprodukt, men "Death of a Gunfighter" var den allerførste Smithee-film.

     

    Ære er alt

    I en westernflække i starten af det 20. århundrede nægter sherif Frank Patch (Richard Widmark) at træde tilbage, selvom han forsøges presset til det. Og i en verden, hvor ære er alt, kan dén slags jo ikke bare ende uden kamp og gunfights. "En håndfuld bly" blev filmens danske titel, og Frank Patch står for tur.

     

    Troværdig indføring

    Filmen er flot produceret – med enkelte kiksede kulisser – og udgør en troværdig indføring i en fejde mellem mænd i det endnu westernprimitive amerikanske miniputsamfund primo 1900-tallet. Æresbegrebet fylder alt – så meget, at en teenagesøn hulkende vil forlade sin elskede far, fordi denne blev slået i jorden uden at slå tilbage.

     

    Enkelt fortalt fremdrift

    Plottet byder ingenlunde på fornyelse eller overraskelser, men "Death of a Gunfighter" har en behagelig og enkelt fortalt fremdrift, der i Andrew Jacksons klassiske fotografering byder op til vinklet elegance (særligt er frøperspektivet yndet.)

     

    Sødladen sang

    Oliver Nelsons lige tanden for anmassende underlægningsmusik "krydres" med den sødladne sang "Sweet Apple Wine", fremført af filmens kvindelige stjerne Lena Horne.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026