Genboerne (1939)

    De gæve studenter på Regensen kan kigge ind hos kobbersmedemesteren og hans yndige datter på den anden side af gaden, og (u)lykkelige forelskelser opstår.


    STIFT & TEATRALSK

    Gudsjammerligt stift og teatralsk strider Arne Weels Hostrup-filmatisering sig af sted. Det er rent ud sagt morderlig kedeligt, og tilmed er filmen alt andet end mesterligt tilrettelagt, komplet med jukset klipning i tamme kulisser.

    Lidt kød på herlighederne
    Vi skal helt hen i den sidste halve time, før der reelt kommer lidt kød på herlighederne. Her opstår trods alt et par scener af en vis dramatisk tæft, med et komisk lune som resten af filmen kunne have nydt godt af.

    Tunge teaterfyre
    Men nogen stort spillet affære er vi desværre heller ikke vidner til, selvom to af datidens tungeste teaterherrer er på rollelisten: Carl Alstrup og Holger Gabrielsen, sidstnævnte i sin eneste filmrolle: en hjemløs type i periferien.

    Overfor Regensen
    Overfor Regensen bor Sigurd Langbergs brave og velsituerede kobbersmed Smidt med sin lige så brave kone og Karen Marie Løwerts henrivende unge datter, Rikke, samt de tre smedesvende Madsen, Mikkel og Lars, der efter gammel håndværkerskik både spiser og logerer hos mester.

    Ulykkeligt forelsket
    Da en bekendt til smedesvend Madsen kommer på besøg, erfarer han, at han er ulykkeligt forelsket i Rikke, og han lover at hjælpe ham med at komme i kontakt med hende.

    Stor mand på lille hest
    Carl Alstrup rider rundt i handlingens omrids på en alt for lille hest. Selv er han stor og prustende, tørrer konstant sveden af panden og er glemsom grænsende til det senile. Selv kalder han sig for distræt. Det bliver ikke bedre af, at en af de unge studenter åbenbart har evner som spøgelse og driver gæk med den gamle løjtnant.

    Filmens mest interessante figur
    Nogen central skikkelse er Alstrup ikke for handlingen, men selvom han ikke tilnærmelsesvis spiller op til sit bedste, er han alligevel filmens mest interessante figur, båret af en indre karma, der ikke sådan lader sig kue af en ringe iscenesættelse.

    Teaterdiktion
    De fleste biroller er i og for sig overfladiske og tillige pladderromantiske: i en hysterisk teaterdiktion og med tilsvarende højtravende fagter, er særligt den unge "hovedrolleindehaver", Hans Otto Nielsen, som taget ud af en farvestrålende musical.

    Talrige sange
    Der er da også talrige sange indlagt i handlingen. Nogle af dem rummer en smule originalitet, hvor små grupper på skift byder ind i den musikalske helhed, men også i denne effektuering er plørefaktoren for høj og kvalitetsniveauet for lavt.

    Skuffede anmeldere
    De fleste dagbladsanmeldere var skuffede over Weels film: "Pauver Film over 2Genboerne2: Glimt af Alstrups von Buddinge i forkert tilrettelagt og ubehjælpsomt optaget "Film-Sangspil," lød det bl.a. Og Svend Kragh-Jacobsen skrev under overskriften "Dansk Film paa Vildspor":

    "Dansk Film paa Vildspor"
    "Genboerne" viste sig saaledes at være dansk Film paa Vildspor. Man spilder her Kræfter, Tid og Penge paa det ugørlige: at lave Scenemesterværket, der er betinget af Scenens Teknik og Virkemidler, om til Film. At man saa ved at se "Genboerne" altid har Gensynsglæde af de kære Situationer og Genhørsglade i de populære Sange er kun en arm Trøst.

    Papkulisser
    Filmen er i øvrigt ikke interesseret i den for handlingen centrale københavner-location, Regensen, lige ved Rundetårn. Alt er henlagt til billigt udseende papkulisser, og når det går højt ser vi en model af et lille gade-vue.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019