Genboerne (1939)

Gudsjammerligt stift og teatralsk strider Arne Weels Hostrup-filmatisering sig af sted. Det er rent ud sagt morderlig kedeligt, og tilmed er filmen alt andet end mesterligt tilrettelagt, komplet med jukset klipning i tamme kulisser. Vi skal helt hen i den sidste halve time, før der reelt kommer bare lidt kød på herlighederne. Her opstår trods alt et par scener af en vis dramatisk tæft – og med et komisk lune, som resten af filmen kunne have nydt godt af.

Men nogen stort spillet affære bliver vi desværre ikke vidner til, selvom to af datidens tungeste teaterherrer er på rollelisten: Carl Alstrup og Holger Gabrielsen, sidstnævnte i sin eneste filmrolle: En hjemløs type i periferien.

Der er også talrige sange i handlingen. Nogle af dem rummer en smule originalitet, hvor små grupper på skift byder ind i den musikalske helhed, men også i denne effektuering er plørefaktoren for høj og kvalitetsniveauet for lavt. Filmen er i øvrigt ikke interesseret i den for handlingen centrale københavnerlocation Regensen lige ved Rundetårn. Alt er henlagt til billigt udseende papkulisser, og når det går højt, ser vi en model af et lille gadevue.

Overfor Regensen bor den brave og velsituerede kobbersmed Schmidt (Sigurd Langberg) med sin lige så brave kone og den henrivende datter Rikke (Karen Marie Løwert) samt de tre smedesvende Madsen (Aage Schmidt), Mikkel (Jørgen Rahr) og Lars (Mogens Davidsen), der efter gammel håndværkerskik både spiser og logerer hos mester. Da en bekendt til smedesvend Madsen kommer på besøg, erfarer han, at han er ulykkeligt forelsket i Rikke, og han lover at hjælpe ham med at komme i kontakt med hende.

Carl Alstrup rider rundt i handlingens omrids på en alt for lille hest. Selv er han stor og prustende, tørrer konstant sveden af panden og er glemsom, grænsende til det senile. Han kalder det distræt. Det bliver ikke bedre af, at en af de unge studenter åbenbart har evner som spøgelse og driver gæk med den gamle løjtnant.

Nogen central skikkelse er Alstrup ikke for handlingen, men selvom han ikke tilnærmelsesvis spiller op til sit bedste, er han alligevel filmens mest interessante figur, båret af en karma, der ikke sådan lader sig kue af en ringe iscenesættelse. De fleste biroller er i og for sig overfladiske og tillige pladderromantiske: I en hysterisk teaterdiktion og med tilsvarende højtravende fagter er særligt den unge "hovedrolleindehaver" Hans Otto Nielsen som taget ud af en farvestrålende musical.