Starship Troopers (1997)

    Langt fra Jorden kæmper soldater mod kæmpemæssige insekter. De skal udryddes, før de udsletter alt liv på Jorden.


    KÆK KITSCH

    Her er en dårlig film, der egentlig er meget god. Ja, det lyder nok temmelig latterligt. Ikke desto mindre udgør "Starship Troopers" godt to timers sprødt opkogt science fiction-action, der vinder på sine overbevisende effekter.

    Kamp mod insekter
    I en fjern fremtid kæmper menneskesoldater i en ligeså fjern galakse mod kæmpeinsekter. Hvis ikke der handles hurtigt og effektivt, vil megainsekterne overtage styringen hjemme på Jorden, hvor de allerede har lagt flere storbyer øde.

    Svigermors drømmesoldat
    Vi følger svigermors drømmesoldat, Rico, der hurtigt viser et helt særligt talent for både at lede og dræbe. Og så gør det jo heller ikke missionen i fjerngalaksen mindre kedelig, at hele to yndige kvinder vil ham det absolut bedste.

    B-filmspræg
    Skuespillet er pænt og helt på linje med historiens eklatante b-filmspræg. Det fungerer temmelig underholdende, og former en ubestemmeligt tilfredsstillende filmoplevelse.

    Masser af vold
    Der er helt vanvittig meget vold, død og ødelæggelse: "Starship Troopers" er ikke en film for sarte sjæle, selvom den selvironiske humor sørger for en pæn grad af distance.

    Effekter af høj standard
    Overraskende nok står filmen i science fiction-sammenhænge temmelig stærkt. Det scenografiske og effektmæssige arbejde er af en meget høj standard, der i vid udstrækning holder vand selv i dag.

    Humor og kitsch
    Nogen dybere mening er her ikke, men det er heller ikke meningen. Filmen er helt igennem bevidst grænseoverskridende - og hele herligheden bliver slugbar netop på grund af humoren og kitschen.

    Potent musik
    Basil Poledouris sørger for potensen med sin veloplagte filmmusik, der fint supplerer det ekstreme produktionsdesign.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1997, USA, Science Fiction, Action, Eventyr, 129 min.

    Dansk titel: Starship Troopers
    Instr: Paul Verhoeven Prod: Jon Davison, Alan Marshall Manus: Edward Neumeier Baseret på: bog af Robert A. Heinlein Foto: Jost Vacano Klip: Mark Goldblatt, Caroline Ross Mus: Basil Poledouris
    Priser
    • AAN - Bedste visuelle effekter