Breathe In (2013)

    En gymnasielærer med kernefamilie (og en cellist i maven) bliver forført at ungdommens skønhed i form af en udvekslingsstuderende fra England.


    DÅRLIG ÅNDE

    Udpræget forudsigelig, amerikansk indie-film, der nok starter lovende, men efterhånden klæber fuldstændig fast i sit eget spind af helt igennem flade klichéer.


    Vil, men kan ikke
    "Breathe In" vil så gerne, men kan ikke: Filmen er et skoleeksempel på en indie-produktion, der har det hele i munden - men har dårlig ånde, for nu at lege lidt med titlens vejrtrækningsmetafor.

    En svær drøm
    Gymnasielæreren Keith er ved at være kørt lidt træt i hverdagens trummerum. Lillemor forstår ham ikke, teenagedatteren er rebel without a cause, og drømmen om at blive cellist på fuld tid er svær at udleve.

    Uundgåelig tiltrækning
    Men så kommer udvekslingsstudinen Sophie helt fra England for at bo hos kernefamilien lidt uden for New York. Ikke alene er Sophie meget voksen af sin alder, hun er også ualmindelig ferm ved et flygel, og efterhånden er tiltrækningen familiefar og ungpige imellem uundgåelig.

    Klichébombardement
    "Breathe In" rummer mest intensitet i den første halve time, hvor handlingen endnu ikke er forstillet og underkastet historiens tiltagende hovedrystende klichébombardement.

    Klistret finale
    Et langt stykke ind i filmen forsøger man at overbevise sig selv om, at nej, sådan kan historien da ikke udvikle sig? Det er da for tåbeligt og forudsigeligt. Men filmen hopper i med samlede ben helt uden selvkritik eller fornuft, og det hele ender i en hektisk klistret finale.

    Musikken i hovedrolle
    Når nu musikken spiller en central rolle - farmand er trods alt musiklærer og cellist på højt niveau - hvorfor så ikke give den plads og lade den stå alene?

    Lag på lag
    Instruktør Drake Doremus lægger i stedet lag på lag af ikke-diegetisk musik ind over handlingen, også somme tider i stedet for den diegetiske musik: Distance og berøringsangst er langt mere beskrivende for dette narrative greb end autenticitet.

    Troværdigheden udebliver
    Det er da "meget sødt", når farmand og lillepige fletter fingre på tangenterne, men nogen egentlig troværdighed opnår de enkelte rollefigurer aldrig - det hele forsvinder i en tåge af dårlig ånde, som man helst ikke vil ind i slipstrømmen af.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Drama, Romantik, Teenagere, Musik, 98 min.

    Dansk titel: Breathe In
    Instr: Drake Doremus Prod: Steven M. Rales, Mark Roybal, Jonathan Schwarz, Andrea Sperling Manus: Drake Doremus, Ben York Jones Foto: John Guleserian Klip: Jonathan Alberts Mus: Dustin O'Hallroan