Tandlæge på sengekanten (1971)

    En tandlægestuderende sættes på erotiske prøvelser af sin tante, før han kan vise sig værdig til at arve en større sum penge.


    »POTENSEN OPHØJET!«

    Sammenhængende film:

    Mazurka på sengekanten (1970)

    Tandlæge på sengekanten (1971)

    Rektor på sengekanten (1972)

    Motorvej på sengekanten (1972)

    Romantik på sengekanten (1973)

    Der må være en sengekant (1975)

    Hopla på sengekanten (1976)

    Sømænd på sengekanten (1976)

     

    Den anden film i sengekantsserien er løselig baseret på novellen "Når enden er go’" af Soya og er i det store og hele lødig, tilforladelig, uskyldig og gennemsnitligt pjattet dansk folkekomik.

    Den rige tante Benedikte Swane-Hansen (Annie Birgit Garde) vil betænke sin nevø, den tandlægestuderende Thomas (Ole Søltoft), en betydelig formue. Da hun gerne vil sikre sig, at han med hendes afdøde mands ord er "til øl, fisse og hornmusik", sætter hun nogle erotiske intriger i gang sammen med en professor på tandlægehøjskolen, der er en barndomsbekendt af hende.

    Det med potensen er gennemgående et meget vigtigt tema for sengekantsfilmene. Sådan rent handlingsmæssigt er det selvfølgelig vigtigt, at der kan blive bollet igennem, selvom der ikke er meget andet end antydninger af seksualakter. Det er en typisk forfjamsket Ole Søltoft, der i rollen som den tandlægestuderende Thomas må stå for stivertskud, når strutbabsede damer byder sig til for at måle og veje hans begejstring. Men i stedet for at imponere med sin virilitet, havner han i frygtelige intriger, hvor han kommer til at spille den ene efter den anden dejlige dame ud mod hinanden.
     

     

     

     

    Filmen er skåret helt efter den velkendte smålumre skabelon og lever som sådan komplet op til forventningerne. Med etablerede skuespillere i et rigt birollegalleri er der sørget for genkendelsens glæde. Her udgør den fornærmede butler Johansen (Arthur Jensen) og den tyndhårsstrit-frisurebelemrede undervisningsminister (Karl Stegger) de mest opfindsomme indslag. Søltoft går ikke i et manieret overgear, som han ellers ofte har for vane, og hans Thomas-rolle er faktisk ganske fint leveret. Som kvinderne, der beredvilligt smider over- og underdele, ses blandt andre genrestive Birte Tove, Annie Birgit Garde og Susanne Jagd. Kirsten Passer dukker op som pikant påklædt massagekliniksindehaver.

    Der er sangindslag, blandt andet leveret af Otto Brandenburg, men mest i baggrunden og ikke som en akavet del af selve handlingen. Den "musikalske porno" står Ole Høyer for med endnu et pikant musaklydspor. I øvrigt er de fleste potentielt penible/morsomme scener med tandlægepatienter tabt på gulvet. Her er ellers linet op med stærke karakterskuespillere som Valsø Holm, Ove Verner Hansen og Sigrid Horne-Rasmussen, men det ender i plathed.
     

    Pressen skrev...
    "Selvironi og mundret dialog gør ny dansk film seværdig" // "Overraskende veloplagt film" // "Veloplagt med underholdning på jævnt plan" // "Trivialfilm med porno" // "Åndelig tandværk" // "En tandløs sag" // "For meget lattergas" samt "Boret rammer ikke guld, men plathed". ►½ ud af 4 stjerner i Morten Piils Gyldendals danske filmguide.


    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1971, Danmark, Farce, Komedie, Erotik, 97 min.

    Dansk titel: Tandlæge på sengekanten
    Instr: John Hilbard Prod: Finn Henriksen Manus: Finn Henriksen, John Hilbard Baseret på: novellen "Når enden er go'" af Soya Foto: Rolf Rønne Klip: Edith Schlüssel, Lizzi Weischenfeldt Mus: Ole Høyer
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation