Dræberne fra Nibe (2017)
To provinshåndværkere er så trætte af deres koner, at de hyrer en russisk lejemorder. Men kvinderne hyrer samtidig en britisk ditto.
PLAT MOR(D)SKAB
Ole Bornedal sætter her som writer/director ægteskabsmetaltræthed alvolrigt på spidsen: De dovne Nibe-håndværkere Edward (Ulrich Thomsen) og Ib (Nicolas Bro) er så trætte af, at de ikke får noget pussy af deres koner, at de beslutter sig for at hyre en russisk lejemorder. Når konerne er døde, står alverdens kvindeskød vel spredte og beredte?
Lejemordertræf
Men konerne hører om fidusen – fra lejemorderen selv (fordi han altid er stangstiv af vodka). Og som modsvar hyrer de en britisk lejemorderske til at gøre det af med mændene. Måske kan øvelsen (med lidt held) bringe parterne tættere på hinanden – hvis de da ikke er blevet myrdet inden?
Muligvis en sprød idé, men...
Ideen er muligvis sprød, men Bornedals manuskript er ærlig talt under lavmål. Så fikseret på under-bæltestedet-proletar-replikker, at det er nærliggende at spekulere i teorier om uforløste anale faser. Det er hysterisk plat og meget lidt morsomt.
Kriminelle overdrivelser
Lidt mere goddaw kommer der i kludene, da lejemorderne kommer på banen. Her er der mere ræson over den sorte komedie, fordi falde på halen-komikken indrammes af kriminelle overdrivelser. Ganske vist meget forudsigelige, men dog en smule smilfrembringende.
Meget få stjernestunder
De to par spilles på rutinen, og makkerparret Ulrich Thomsen/Nicolas Bro har meget få stjernestunder – simpelthen fordi dialogen er så dumt og konstrueret skrevet. Dygtige birolleskuespillere misbruges i samme ærinde (herunder især Elsebeth Steentofts fru Hansen, der skal agere gammelkoneliderlig.)
Rigeligt med musik
I øvrigt Ole Thestrups sidste filmoptræden i en dum lille advokatrolle (som Ole Bornedals manuskript ovenikøbet bonusberiger med et blowjob). Der er rigeligt med underlægningsmusik til at geare de i forvejen komisk-kriminelle herligheder yderligere op.
Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2017, Danmark, Komedie, Krimi, Drama, Biler på film, 90 min.
Dansk titel: Dræberne fra Nibe- Ulrich Thomsen (Edward)
- Nicolas Bro (Ib)
- Mia Lyhne (Gritt)
- Lene Maria Christensen (Ingrid)
- Søren Malling (Heinz)
- Birthe Neumann (Terapeut)
- Ole Thestrup (Advokat)
- Elsebeth Steentoft (Fru Hansen)
- Jens Andersen (Bent)
- Gwen Taylor (Miss Nipplesworthy)
- Marcin Dorocinski (Igor Ladpolny)
- Johanne Louise Schmidt (Pernille)
- Mikkel Arndt (Henrik)
- Kim Kold (Tolder)
- Jørgen W. Larsen (Tolder)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation