Dræberne fra Nibe (2017)

Ole Bornedal sætter her som writer/director ægteskabsmetaltræthed alvolrigt på spidsen: De dovne Nibe-håndværkere Edward og Ib er så trætte af, at de ikke får noget fisse af deres koner, at de beslutter sig for at hyre en russisk lejemorder. Når konerne er døde, står alverdens kvindeskød vel spredte og beredte?

Lejemordertræf

Men konerne hører om fidusen – fra lejemorderen selv (fordi han altid er stangstiv af vodka). Og som modsvar hyrer de en britisk lejemorderske til at gøre det af med mændene. Måske kan øvelsen (med lidt held) bringe parrene tættere på hinanden – hvis de da ikke er blevet myrdet inden?

Muligvis en sprød idé, men...

Ideen er muligvis sprød, men Bornedals manuskript er ærlig talt under lavmål. Så fikseret på under-bæltestedet-proletar-replikker, at man begynder at spekulere i teorier om uforløste anale faser. Det er hysterisk plat og meget lidt morsomt.

Kriminelle overdrivelser

Lidt mere goddaw kommer der i kludene, da lejemorderne kommer på banen. Her er der mere ræson over den sorte komedie, fordi falde-på-halen-komikken indrammes af kriminelle overdrivelser. Ganske vist meget forudsigelige, men dog en smule smilfrembringende.

Meget få stjernestunder

De to par spilles på rutinen, og makkerparret Ulrich Thomsen/Nicolas Bro har meget få stjernestunder – simpelthen fordi dialogen er så dumt og konstrueret skrevet. Dygtige birolleskuespillere misbruges i samme ærinde (herunder især Elsebeth Steentofts fru Hansen, der skal agere gammelkone-liderlig.)

Rigelig musik

I øvrigt Ole Thestrups sidste filmoptræden i en dum lille advokatrolle (som Ole Bornedals manuskript oven i købet bonus-beriger med et blow job). Der er rigelig musik til at geare de i forvejen komisk-kriminelle herligheder yderligere op.