Den stjaalne minister (1949)

    En psykiatrisk overlæge med skumle bagtanker er lige ved at kunne gennemføre et juvelkup, men forhindres af en klodset privatdetektiv.


    GLIMT AF MORSKAB

    Ib Schønberg og Henry Nielsen er nok de to bedste grunde til at se denne temmelig hysteriske og farceprægede komedie til ende. I rollerne som hhv. psykiatrisk overlæge og tidligere straffefange brillerer de to stærke skuespillerkræfter nemlig - på hver deres måde.

     

    En udspekuleret plan

    Schønbergs overlæge Jantzen driver en art psykiatrisk hospital med små nummererede og gummi-isolerede celler. Jantzen gnider sig selv i hænderne og smiler slesk og beregnende, når han fortæller kompagnonen, Knud Rex' højesteretssagfører Borg, om sin plan: Han vil røve en kostbar juvel og blive stinkende rig - på bekostning af både de mentalt udfordrende og landets kultusminister!

     

    Dumper med vilje

    Samtidig følger vi Chr. Arhoff i rollen som den komplet kejtede og outreret tumpet-idiotisk formulerede jurastuderende Peder Pedersen. Han er forlovet med Birthe Illums Eva Holm (aldersforskellen er enorm, men det går man åbenbart ikke så meget op i), men har så mange eksamensnerver, at han dumper med vilje for i stedet af blive privatdetektiv.

     

    Båndsalaten bliver total

    Herfra kan de forskellige tråde i handlingen således flettes ind og ud ad hinanden, så båndsalaten bliver total. Og det går endda, så længe vi er i selskab med Ib Schønberg. Han er ganske enkelt fænomenal som den indsmigrende, glatte, klamme, lægekittelklædte Jantzen - også selvom der bliver smurt lidt for tykt på.

     

    Fristet over evne

    Og Henry Nielsen er uden sidestykke som den tidligere straffefange, der nu er sat til at bevogte Pedersen i en fængselssituation - men bliver fristet over evne af alkholiske drikke. En af Nielsens virkelig skønne birollepræstationer.

     

    Mange tåbeligheder

    Resten af staben er langt mere mærket af de mange tåbeligheder i manuskriptet. Chr. Arhoff er nærved uudholdelig - og desværre ret så dominerende. Det var Arhoffs første filmrolle efter den ufrivillige pause ovenpå krigen. Hér havde han angiveligt flirtet lidt vel rigeligt med nazismen. Det kunne næsten virke som om, han smører ekstra tykt på overspillet for at brænde igennem.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024