Vagabonden (1940)

    Skærsliberen Volle klarer sig til dagen og vejen, men får uventet følgeskab af drengen Peter, der er stukket af hjemmefra.


    SKØN REALISME

    En underkendt perle i dansk film. "Vagabonden" er blandt instruktør Arne Weels bedste, og igen imponerer Carl Alstrup med sit fantastiske hovedrollespil. Alstrup er skærsliberen Volle, der forhutlet, usoigneret og udtryksløs trasker af sted med sin skærsliberbør gennem det ganske land.

     

    En pilsner og en mellemmad

    Med lidt held kan han tjene, så han har til en pilsner og en mellemmad. Mere forlanger han sådan set ikke. Men en dag møder han pludselig drengen Peter. Han hævder at være stukket af fra et væmmeligt børnehjem, så Volle tager ham med på trasketur på vej mod Jylland.

     

    Sandhederne på bordet

    I virkeligheden er Peter stukket af fra sin mor i København, fordi han ikke kan leve med, at hun har tænkt sig at gifte sig igen. På et eller andet tidspunkt er Peter nødt til at bekende kulør - men det bliver ad helt andre og langt mere komplekse veje, at sandhederne bliver lagt på bordet.

     

    Enkle rammer

    "Vagabonden" rummer et stykke inde i handlingen et kriminal-twist, der nok falder en kende kejtet. Men det slår ikke filmoplevelsen som hele ud af kurs. Vi får et unikt og meget flot fotograferet tidsbillede af Danmark - i de enkle rammer, som Volle og drengen traver afsted i.

     

    Fortæller sig selv

    Her er ingen storstilede overdrev eller behov for at imponere: "Vagabonden" fortæller sådan set sig selv med de mange udendørsoptagelser af et stort udsnit af Danmark - på rejsen til fods fra København til Jylland (herunder ikke mindst Storstrømsbroen).

     

    Magnifik Alstrup

    Carl Alstrups præstation som skærsliberen er magnifik. Både enkel, rørende og samtidig med dyb social og mental indlevelse - fuld af detaljer og nuancer i spillet. I mindre roller lægger man især mærke til Charles Wilkens ubehøvlede rentier Willadsen (han udgør krimi-twistet). Emil Reesens musik er trukket behageligt meget tilbage og gør således en mindre indgreb på filmoplevelsen.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020