Henry: Portrait of a Serial Killer (1986)

Denne sart og mærkværdigt indadvendte film, skudt på 16mm, er tæt på at være et helt fænomenalt portræt af en seriemorder. Løseligt baseret på det virkelige livs seriemorder Henry Lee Lucas fortælles historien om Henry, der har en alvorlig skyggeside.

Karrierens allerbedste

Michael Rooker præsterer her utvivlsomt karrierens allerbedste i titelrollen som den stille og lidt forsagte Henry, der bor sammen med roommaten Otis i en slidt lejlighed i Chicago. Til at begynde med er Henrys tilbøjeligheder - at slå tilfældige mennesker ihjel på samlebånd - en hemmelighed, han holder effektivt på.

Uskyldig og udadvendt

Da Otis' uskyldige og udadvendte søster Becky kommer ind i billedet, fascineres hun af Henry - og det er samtidig med, at Henry har fået Otis med på adrenalinrusen udi kunsten at slå ihjel. Hvor længe kan hemmeligheden holdes?

Ikke fingrene imellem

Instruktøren John McNaughton lægger ikke fingrene imellem i skildringen af psykologien og psykopatien i den betændte historie. Flere scener er grafiske, så det næsten vender sig i maven. Men grundtonen er alligevel sober og med en fin benyttelse af antydningens kunst.

Hvordan er det kommet så vidt?

Vi ser mange af Henrys mordofre i starten af filmen, men ikke hvordan, mordene bliver begået. Det er et "trick", filmen benytter sig ganske begavet af - og hermed er det op til tilskueren selv at forme sammenhænge og idéer om, hvordan det er kommet så vidt.

Tykt og blodigt påsmurt

Senere går filmen lidt mere i den anden grøft og smører tykt og blodigt på, men det kommer ikke som nogen usmagelighed eller ekstremisme i fortællestilen. Det er noget, man er (så vidt, som det er muligt) forberedt på: "Henry: Portrait of a Serial Killer" udvikler sig ekstremt råt.

Ætsende stærkt samspil

Særligt samspillet mellem Michael Rooker og Tom Towles er ætsende stærkt. Da først det er lykkedes Henry at få Otis med på vognen, viser han lige dele nåde og mangel på samme. Og den småt begavede Otis med det hærgede tandsæt kan ikke værge for sig.

Overskud, glæde og optimisme

Beckys entré på scenen spilles fremragende af Tracy Arnold med en raffineret fornemmelse for vanviddet i trekløveret, som hun træder ind i. Hun kommer med overskud, glæde og optimisme - følelser, der slet ikke passer ind i puslespillet Henry, men som seriemorderen har godt af at blive konfronteret med.

Mord i grynede billeder

Efter at Henry og Otis har skaffet sig et videokamera, benyttes dette med meget stor effekt som en oplevelsesvinkel i selve filmen. Det er således gennem videoens grynede billeder, at vi ser en sagesløs familie på tre blive slagtet. Så meget desto stærkere effekt end ved den direkte konfrontation. Filmens underlægningsmusik er relativt ofte anvendt, men i en tilbagetrukket og ikke voldsomt dominerende form.