La noche de 12 años (2018)

To stive timer i selskab med Álvaro Brechners based on a true story-fængselsfilm udgør et noget ujævnt bekendtskab. Bedst er filmens første halve times tid, hvor nerverne og de klamsvedte fængselshåndflader endnu får lov at stå blottede – uden underlægningsmusik og med masser af direkte vildskab.

Militærdiktaturet dikterer

Vi befinder os i Uruguay i 1973. Militærdiktaturet dikterer, at tre mænd – "fjender af samfundet" – skal pines og plages i skiftende (abnormt ulækre) fængsler. De tre mænd må nemlig ikke slås ihjel, men så kan man jo passende drive dem til vanvid i stedet. En af mændene José Mujica (Antonio de la Torre) bliver siden landets præsident, hvilket den noget sødladne epilog lægger op til.

Filmen skífter ham

Mærkværdigt nok skifter filmoplevelsen "La noche de 12 años" ham efter nævnte knaldgode åbningshalvtime. Snart begynder råddenskaben at snige sig ind – sammen med de syge vægge og rotterne mellem halmdynerne i de uhumske fængselsceller. Og vi bliver vidner til endnu en overfortalt og følelsesselvkaprende fængselsfilm, der ikke kender sin besøgelsestid (nogen sådan (= besøgstid) er der i øvrigt ikke meget af for de klemte fanger.)

Brusende violiner

Med den stigende grad af brusende violiner og svulstige fortællemæssige armbevægelser fordufter autenticiteten hurtigt, og filmen opfattes nu allermest som langtrukken og forkert proportioneret. Stadigvæk er der dog bid i skuespillet, der kræver pæn indlevelse i de umenneskelige forhold.