Soul Man (1986)

Racisme-twistende og pletvis underfundig Hollywood-komedie, der giver den hvide mand en stemme ved bagvendt at lade ham agere sort - eller er det omvendt? I hvert fald forekommer "Soul Man" (der på dansk fik den sprøde titel 'Klassens "sorte" får') i dag temmelig urkomisk og på kanten af, hvad nogle helt sikkert vil opleve som "krænkende".

Frustreret teenager

C. Thomas Howell er den frustrerede teenager Mark Watson, der ser sine drømme om Harvard University smuldre. Lige indtil han får den glimrende idé at sminke sig sort (vistnok ved hjælp af en særlig pille.) Nu har han alle chancer for at blive optaget, få et scholarship, og måske endda få en særlig stor stjerne hos sine "artsfæller", nemlig Professor Banks og en smuk med-studine.

Ikke let at være sort

Men det viser sig ikke altid lige let at være sort, og racismen stortrives (om end mellem linjerne). De helt store problemer opstår dog først, da Mark er nødt til at "springe ud" både for sine forældre og sin potentielle kæreste. For kan det hele overhovedet glide, når man i virkeligheden er hvid?

Tæt på under lavmål

Meget af humoren i Carol Blacks manuskript er tæt på at være under lavmål, men der er også opblomstringer, hvor det sort/hvide særtema udnyttes bedre. Der havde helt sikkert - i en mere modig tilgang - været meget mere at hente i skismaet mellem hudfarver, nu hvor det hele er vendt på vrangen. Men hér glider filmen af og forfalder i stedet til det fladpandede "ti hi-ho ho"-niveau.

Emmer af teenageudstråling

C. Thomas Howell emmer af teenageudstråling, men får ikke meget rolle at spille op ad, og Leslie Nielsen har en meget lille (og helt overraskende kedelig) birolle. Musikken er temmelig udspartlende, men det var også helt forventeligt.