Jersey Boys (2014)

Et rigtigt amerikansk Wunderbaum, hvor Clint Eastwood ikke sætter fædrelandet under en skæppe. Og det både klæder og overpolerer dette biografiske drama om de unge mænd, der skulle blive en af de helt store softpop-sensationer i 1960'erne: The Four Seasons.

Unik nasalfalset

Op gennem 1950'erne er der ikke mange pladeselskaber, der tror på det musikalske firkløver, men der skal bare kæmpes ihærdigt nok – så er der nok en eller anden, der bider på. Særligt da opblomstringsforsangeren Frankie Valli (John Lloyd Young) kommer på banen med sin unikke nasale falsetstemme.

Succes med bagside

Men succesen har også en bagside, og den snart ganske kendte og rige popgruppe kæmper såvel individuelle som kollektive kampe, bl.a. har en af gutterne så meget rod i økonomien, at det truer sammenhængskraften. Og på hjemmefronten har kvinderne det svært, for mændene er aldrig hjemme... og bedækker måske tilmed andre damer!

Fløjlsblødt æstetiseret

"Jersey Boys" indrammer i sin fløjsblødt æstetiserede tekniske tilgang det historiske stof meget troværdigt. Det er også her, filmen kan opleves som en kende for overpoleret, sammenlagt med de meget amerikansk ophøjende piedestalportrætter af helt almindelige unge mænds egen slidsomme vej til stor succes.

Liv og farve

Eastwood lykkes dog overbevisende i netop dette forehavende – at give en epoke og en stemning liv og farve... om så, du kan lide amerikanaen eller ej. Der bliver sunget og skrålet i den omtalte karakteristiske nasale falset. Til gengæld udgør handlingens musik også stort set underlægningen – dog er The Four Seasons' musik også råanvendt under "transport"- og fyldscener (og dem er der en del af.)

Amerikanske dyder

Trods de mange ærgrelser blandt musikerne i forhold til deres koner og karrierer, er "Jersey Boys" i det store og hele en forherligende portrætfilm, der helt til den sidste (og temmelig krukkede) 1990'er-genforeningsscene holder fast i sine amerikanske dyder (og med en musicalsekvens under end credits.)